Ud af sine 450.000 medlemmer repræsenterer hovedorganisationen FTF cirka 300.000 offentligt ansatte som lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, politifolk og ansatte i forsvaret. 51 procent af dem bruger ikke deres ytringsfrihed til at udtale sig offentligt om forhold på deres arbejdsplads. Det viser en ny undersøgelse blandt 2.500 offentligt ansatte, som FTF har foretaget.
Undersøgelsen offentliggøres dagen efter, at Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, tog skarpt afstand fra, at kommunaldirektøren i Odder havde forbudt blandt andre skoleledere at udtale sig negativt om de store besparelser i kommunen.
"Mange offentlige myndigheder står over for at skulle tage stilling til besparelser. Det er derfor vigtigt at understrege, at offentligt ansatte i den sammenhæng har en betydelig frihed til offentligt at fremsætte udtalelser, der er kritiske over for den myndighed, hvor de er ansat, hvis de gør det klart, at de udtaler sig i eget navn. Det gælder også ansatte med ledelsesansvar, når de ikke er centralt placeret tæt på beslutningsprocessen", siger Hans Gammeltoft-Hansen.
Lærer frygter for sine muligheder
Ikke desto mindre forudser næsten hver tredje af de ansatte, der i FTF-undersøgelsen frygter negative konsekvenser, at deres ansættelsesforhold kan blive truet, hvis de udtaler sig. En fjerdedel frygter at få en advarsel, og hele 62 procent er bange for at blive opfattet som illoyal af arbejdsgiveren, mens over halvdelen - 57 procent - forventer at blive kaldt til en kammeratlig samtale.
Frygten er tilsyneladende ikke uden grund. FTF har talt med en række ansatte, der har oplevet negative konsekvenser af at træde frem i offentligheden. For eksempel konstaterer en lærer, at hun har 17 år tilbage på arbejdsmarkedet og ikke ønsker at forværre mulighederne for sig selv.
Der er ellers nok at kritisere, mener hun.
"Mange af os arbejder under alt for dårlige vilkår, især lærere under specialundervisningen har så dårlige vilkår med for få hænder, at det ville føre til et ramaskrig i pressen, hvis man vidste besked om det. Men ingen her på skolen har lyst til at ytre sig udadtil, fordi man frygter konsekvenserne. Det samme gælder dét at kontakte skolens ledelse eller eventuelt kommunen for at gøre opmærksom på problemerne", siger hun til FTF-magasinet Resonans.
De ansatte skal sikres bedre
FTF undersøgte også offentligt ansattes mulighed for ytringsfrihed i 2006. En sammenligning viser, at ytringsfriheden ikke har fået bedre vilkår i løbet af de sidste fire år. Siden er der ellers udkommet både en vejledning fra Folketinget om ytringsfrihed og et såkaldt kodeks for adfærd for offentligt ansatte, som blandt andet handler om ytringsfrihed.
Men kulturen er tilsyneladende ikke ændret en millimeter. Næsten en tredjedel af de offentligt ansatte, der vælger at stille sig offentligt frem med kritik af arbejdspladsen, kom efterfølgende i problemer.
Det er alarmerende, mener FTF-formand Bente Sorgenfrey, der vil have sikret de ansatte en betydeligt bedre ansættelsesretslig beskyttelse, så arbejdsgivere ikke må sanktionere lovlige ytringer eller meddelelser om kritisable eller ulovlige forhold på arbejdspladsen.
"Hvis vi ønsker, at offentligt ansatte aktivt skal være med- og modspillere i den demokratiske debat om den offentlige sektor og vores velfærdssamfund, så skal kulturen omkring ytringsfrihed ændres radikalt", siger Bente Sorgenfrey.
Hver anden i det offentlige er bange for at åbne munden
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.