Hvem er jeg

Læser man denne bog bevidst, kan den give anledning til mange diskussioner, men for den forudsætningsløse bliver det nemt en gang metafysisk bavl.

I en ny serie, 'Livssyn', har forfatteren, som er kendt fra flere andre undervisningstitler, skrevet en spændende og på mange måder tankevækkende lille bog - en slags mini-'Mærk Verden'. Men også en meget problematisk bog med uunderbyggede påstande, skæve eller forkerte oplysninger og mærkelige oplæg til diskussioner.

Fra starten oplyses vi om, at vi besidder to former for energi, livsenergi og bevidsthed. De er usynlige og kan derfor godt sammenlignes med magnetisme, som jo også er usynlig - sådan! Kroppens energi rager også uden for kroppen - det kaldes livsfeltet, og et tegn herpå er, at man kan føle fantomsmerter. Når man kan have ondt i en amputeret storetå, skyldes det altså, at livsfeltet stadig sidder ude ved den storetå, men ikke har. I øvrigt kan det fotograferes, så livsfeltet er altså det, som også kaldes aura.

Dernæst hævdes det, at denne livsenergi er intelligent, og som legitimation af denne påstand beskrives sider af vort immunsystem. Således ses en celle, som er i færd med at udføre fagocytose på ('æde') en bakterie. Cellen benævnes en dræbercelle. Sædvanligvis kaldes denne form for hvide blodlegemer populært 'ædeceller', mens 'dræberceller' som regel er et udtryk, der bruges om andre hvide blodceller, som dræber med cellegifte.

Det er en banal fejl, men dernæst beskriver forfatteren, at det intelligente liv befinder sig uden for hjernen. Først fortæller hun, at en eghjort (billeart) jo ingen hjerne har, men alligevel fungerer fint. Senere: 'Men nu vil jeg gerne spørge: 'Kan en kontrolstation (hjernen, anmelderens bemærkning) styre sig selv?'

For det første har både en eghjort og andre insekter et organ, som med god ret kan kaldes en hjerne, for det andet kan en kontrolstation fint styre sig selv. Så argumentationen ligner mest manipulation.

I udgangsbønnen hævdes det: 'Faktisk ved hvert eneste menneske godt, hvad der er sandt, og hvad der er usandt i alt, hvad der sker. Det indre jeg ved altid god besked og lader sig ikke bedrage'.

Dette skulle være en beskrivelse af, hvordan personligheden, som igen giver sig udtryk i, hvor meget vi lytter til samvittighedens stemme, er et ydre udtryk for vores sjæl (= vores jeg). Køber vi den?