Hvad tror du på?

Det er et menneskeligt træk, at vi gør os tanker om vores oprindelse, verdens opståen og døden. Nogle kalder dette fænomen tro og religion, andre taler om livsstil og traditioner. Vi læser ofte om, at mange unge sjældent går i kirke, men på trods af det bliver langt de fleste døbt, konfirmeret og gift i kirken. Journalist Kim Møller Pedersen, der selv kalder sig passivt medlem af folkekirken, har udarbejdet en interviewbog med unge danskere, som fortæller om deres tro eller spirituelle tilhørsforhold. Motivationen er, at han mener, at det kan være svært at finde frem til netop den tro, som er bedre end alle de andre. Bogen forsøger hverken at få flere unge ind i kirkerne eller det modsatte. Interviewbogen er en god ide. Unge mennesker har altid fornøjelse i at høre om andre unge, og det kan måske sætte noget perspektiv ind i en mere boglig undervisning i de forskellige verdensreligioner. Jeg tror, at mange unge i folkeskolen vil elske at læse interviewene. Men det er desværre en subjektiv og fordrejet virkelighed, som bogen tegner. Det prisme, som interviewene læses igennem, er religionshistorikeren Mikael Rothsteins, som er erklæret ateist. Det har man da også lov til at være, men det bliver problematisk i en bog, som skal bruges til undervisning i folkeskolen, at dens grundsyn er, at religion er en mere eller mindre kuriøs fritidsbeskæftigelse, og at udvælgelseskriteriet for interview-ene er det typisk journalistiske at finde noget opsigtsvækkende. Bogen vælger dermed at slå ned på specielle minoriteter.

Mikael Rothstein, et par danske jøder på Carolineskolen i København, to smukke, unge hekse, en indianer og to satanister bliver først interviewet. Herefter følger én side om folkekirkens forhold til grundloven. Men der er absolut ingen interview med almindelige unge medlemmer af den almindelige folkekirke. Kun Indre Mission repræsenterer den danske folkekirke, hvilket er absurd. De øvrige interview handler om islam (en dansk konvertit), pinsekirken, scientology, mormoner, Jehovas Vidner og Dialogcenteret. Er dette tilsammen udtryk for den danske ungdom i dag? Er det fremtiden? Et andet problem er interviewet med Religionslærerforeningens formand, John Rydahl, som citeres for at sige, at ingen ved, hvad eleverne i folkeskolen får ud af kristendomsundervisningen, og for mange negative formodninger om, hvad der foregår. Han synes at vide, at mange lærere har svært ved at forberede sig til faget, at meget få undervisere er uddannet med linjefag, så de kan varetage en fagligt solid undervisning i faget, og at mange kristendomstimer i folkeskolen bruges til andet end undervisning i religion. Jeg er ikke uenig i John Rydahls udtalelser, men det er ikke rart kun at se den negative side af faget beskrevet. Desuden er intervieweren ikke klar over, at skolefaget gennemgik store forandringer i 1975, og at der på trods af navnet undervises i andre religioner end kristendom i faget. For at få interviewbogen til at ligne en undervisningsbog, som vil kunne bruges til kristendomskundskab i de ældste klasser, er der udarbejdet en opgavebog til fri kopiering. Problemet med spørgsmålene er bare, at det for det meste blot er forståelsesspørgsmål, som alle dansklærere vil kunne stille til enhver tekst. Men kristendomskundskabsfaget er da mere end tekstanalyse og diskussion af, hvad eleverne selv synes. Trods den gode idé er udgivelsen ret så problematisk. Dens fagsyn truer med at reducere kristendomskundskab til en kuriøsitetsbutik. Brug den derfor kun som et supplement til andet og mere repræsentativt materiale.