I Geografforlagets natur/teknik-serie har et par nye bøger just set dagens lys. I disse er det noget så forskelligt som huse og fugle, der står for skud. Med disse emner tages der ganske fint udgangspunkt i nærmiljøet, som netop skal danne rammen for naturfagsundervisningen i de mindre klasser. I materialet er der stor fokus på den praktiske dimension, hvilken jeg anser for særdeles vigtig i naturfagsundervisningen, især i de mindre klasser. Det handler om at have tingene i hånden. Elevbøgerne er derfor også forholdsvis lette at komme igennem. Der står her så absolut kun det mest nødvendige, og de skal ses mere som supplement end som udgangspunkt. Teksten er skrevet i et lettilgængeligt sprog og ledsages af gode billeder og illustrationer, der fint underbygger det væsentligste. De enkelte aktivitetsark er lette at forstå og dermed også nemme at gå til for eleverne. Materialekravet til de enkelte forsøg er forholdsvis begrænset, og der skal derfor ikke bruges de store summer, når tingene skal laves. Lærervejledningerne er gode og grundige og fører selv den utrænede naturfagsunderviser godt igennem de enkelte afsnit. Til hvert enkelt aktivitetsark gives gode forklaringer, så underviseren ved, hvad der særligt skal lægges mærke til i de forskellige forsøg, når der efterfølgende skal følges op på tingene. Dette er jo en vigtig fase ved de enkelte forsøg, da det er her, tiøren gerne skal falde på plads hos eleverne.
Generelt nogle ganske udmærkede bøger, der nok har deres primære anvendelse omkring 3. klasse. Lærervejledningen kunne jeg godt have ønsket mig udstyret med spiralryg, så hæftet ikke skal vrides af led, når der skal kopieres. Eventuelt kan det lægges på cd-rom, så underviseren selv kan printe det relevante ud.
Huse / Fugle
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.