Hurra for firkanterne!

Den første bog i rækken med titlen "Hundrede historier" udkom tilbage i 1999, og hver bog indeholder 100 små firkantede historier.

I historierne optræder konger, prinsesser, hunde og katte (selv Guds hund), og vi hører om levende ord, der danser, om en forfatter, der bedst kan skrive slutninger, og om en rejselysten skilning, som finder et nyt hoved, da han erfarer, at hans nuværende "vært" er døden nær.

Store livsfilosofiske temaer finder stadig på fin vis vej til de små firkanter, og særligt taknemmelighed og Guds nærvær springer læseren i øjnene. Som det fortælles i en af historierne, sidder Gud inden i alting og smiler.

Vi mangler således nu kun to udgivelser for at kunne kalde værket komplet; en med 100 og en med en enkelt historie. Og det er et helt særligt værk, der bliver skabt her. Et værk, som retfærdiggør, at Louis Jensen til tider sammenlignes med selveste H.C. Andersen. Firkanterne rummer deres helt særlige tone, og Lilian Brøggers illustrationer, som "taler med" på et dobbeltopslag efter hver tiende historie, fuldender oplevelsen ved yderligere at  give læseren en masse at gå på opdagelse i.

Om historierne når meget ud over dansklærerens undervisning, er desværre nok mere tvivlsomt, men Louis Jensen bør være mere end bare dansklærerens darling. Herfra skal lyde en opfordring - til såvel store som små - om at tage en "daglig firkant" (ganske som den daglige vitaminpille). Pludselig støder man ind i sin yndlingsfirkant, som denne: "En otte hundrede og enoghalvtredsindstyvende gang var der tre blomster. Den ene var pigen. Den anden var drengen. Den tredje var eventyret". Ikke flere ord. Lige tilpas!