På baggrund af en generel undersøgelse satte kommunen fokus på, hvad der kunne få lærerne til at tage flere år på skolerne. Lærerne kom med deres bud på de ømme punkter, og hvad der skulle til for at ændre på dem. Det førte til en overordnet politik i kommunen og en lokal politik på de enkelte skoler.
"For mange drejede det sig om, at der blev sat ord på, at de var værdsatte.
At man ikke bare var en selvfølgelighed", siger skolechef Anne Marie Illum til Horsens Folkeblad.
Personalechef Kaj Kjær understreger, at der ikke er tale om en seniorpolitik med nedsat tid og lignende.
"Vi kalder det arbejdsfastholdelse. For os at se er det en konkurrence i forhold til ønsket om at tage hul på den tredje alder. Den er virkelig en trussel for arbejdsmarkedet i et samfund med en pæn pensionsløn og med borgere, der har et bedre helbred end for en generation siden", siger Kaj Kjær til avisen.
Bedre mulighed for udvikling
Kommunen satte skub i uddannelsen af AKT-lærere (adfærd, kontakt og trivsel), og der blev skabt bedre muligheder for uddannelse og for medarbejdersamtaler med fokus på udvikling. Der blev også arbejdet med oplevelsen af fællesskab på lærerværelset.
"Der har været tendens til at dele lærerværelserne op mellem unge og ældre lærere. Det har man arbejdet med at ophæve blandt andet gennem teamarbejde", fortæller Kaj Kjær.
Tidligere i år besøgte Folkeskolen Torstedskolen, hvor lærerne hvert år i december udfylder et såkaldt overbliksskema, hvor de blandt andet skal fortælle om deres ønsker til næste års opgaver. Skemaerne danner baggrund for en personlig samtale med ledelsen om, hvordan skoleåret skal udformes, så det passer bedst muligt til den enkelte lærer og til skolens behov.
"Det er en god måde at fornemme, hvor lærerne vil hen. Hvad deres drømme er. Samtidig giver det nogle praj om, hvilke nye tiltag der skal til, for at Torstedskolen stadig er god. Og så er det forpligtende, at det bliver skrevet ned", fremhævede skoleleder Per Bentsen over for Folkeskolen.
"Det er et vigtigt papir, fordi man hvert år bliver tvunget til at reflektere over sin arbejdssituation. Man får ikke mulighed for at gemme sig", supplerede Gurli Hokland, 62 år og tillidsrepræsentant.
Horsens Kommune er så tilfreds med resultatet af sin indsats, at den har søgt om at komme i betragtning, når Beskæftigelsesministeriet skal finde en modtager til årets Seniorpraksis Pris.
Horsens holder på lærere over 60 år
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.