"Hvis vi skal følge det forslag til en ny arbejdstidsaftale, som Imak har, betyder det, at vi skal ansætte 120 nye lærere. Det er urealistisk, når vi allerede nu mangler knap 400 lærere", siger kontorchef i Direktoratet for kultur, uddannelse, forskning og kirke Andreas Olsen.
Allerede i år 2000 slog en rapport om lærernes arbejdsforhold i Grønland fast, at det "er hensigtsmæssigt, at arbejdet med en gennemgribende revision af arbejdstidsaftalen sættes i gang i så god tid, at den senest kan træde i kraft med folkeskolereformen".
Formanden for Imak ville godt have en ny arbejdstidsreform nu.
"Men arbejdsgiverne mener, at der ikke følger nye læreropgaver med reformen. Det er vi slet ikke enige om. Lærerne skal arbejde meget tættere sammen i team, der er mere mødeaktivitet. Desuden vokser den individuelle forberedelse, når man skal indføre en så stor forandring. Jeg frygter, at vores medlemmer bliver misbrugt, fordi deres øgede tidsforbrug ikke honoreres", siger Sivso Dorph.
Sidste skoleår manglede Grønland knap 400 lærere.
Det er Økonomidirektoratet, der forhandler alle overenskomster med det offentlige, men både repræsentanter for Uddannelsesdirektoratet og Kanokuka, som svarer til Kommunernes Landsforening i Danmark, er med til at forberede forhandlingerne og sidder med ved forhandlingerne som observatører.
Begge parter var også med til at udarbejde rapporten om lærernes arbejdsforhold i år 2000. Hjemmestyret har sat 80-100 millioner kroner af til arbejdet med reformen. Pengene skal blandt andet bruges til kurser og videreuddannelse af lærerne.
"Reformen er udgiftsneutral i forhold til lærernes arbejdstidsaftale. Vi har ikke flere lærere at ansætte, derfor må vi omlægge arbejdet. Sådan er det også i andre virksomheder. Når der sker ændringer, så omlægger man produktionen, så de svarer til de eksisterende forhold", siger Andreas Olsen.
Folkeskolekonsulent i Kanokuka, Karl Nielsen, beklager meget, at en ny arbejdstidsaftale ikke kan træde i kraft samtidig med skolereformen.
Han mener, at det første skoleår nu må bruges til at samle erfaringer om, hvordan arbejdstiden bliver under den nye reform. På nuværende tidspunkt kan hverken Hjemmestyret eller Imak dokumentere, hvor meget tid lærerne bruger på den nye reform i forhold til den tidligere folkeskoleforordning.
"Som jeg ser det, har vi begrænsninger i at gennemføre forordningen fuldt ud, fordi vi hænger fast i den gamle arbejdstidsaftale. Men jeg tror ikke, at man kan sadle om midt i et skoleår. Det giver for store planlægningsmæssige problemer", siger Karl Nielsen.
Foreløbig vil Hjemmestyret ikke anerkende, at Imak vil lave blokade mod lærerstillinger. Hjemmestyret mener ikke, at det er muligt at lave stillingsblokade uden at have afsendt strejkevarsel.
Hjemmestyret: Urealistisk oplæg til arbejdstid
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.