Historisk brud på skoleforliget

Det er imod almindelig god skik gennem mere end 40 år, at undervisningsminister Ulla Tørnæs fra Venstre nu bryder forliget om folkeskolen. Lige siden politikerne afskaffede sondringen mellem skoler i by og på land i 1958, har der været tradition for, at forligspartierne bag en folkeskolelov er loyale over for hinanden.

'Partierne har altid følt sig forpligtede til at bakke op, når det har været nødvendigt at justere en lov i årene efter, at den var trådt i kraft', siger professor Vagn Skovgaard-Petersen, der er skole- og uddannelseshistoriker.

Han kan ikke mindes, at et parti nogen sinde har brudt et forlig. 'Hvis en undervisningsminister ikke har kunnet få de andre forligspartier til at bakke op om sine ændringsforslag, har han eller hun enten lavet forslaget om eller trukket det tilbage', siger Vagn Skovgaard-Petersen.

Til gengæld er det en myte, at Venstre har stået bag samtlige love om folkeskolen siden 1903. Det passer heller ikke, at lovene altid er blevet vedtaget af et bredt flertal. I 1937 stemte både Venstre, Konservative og Retsforbundet imod, da Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet vedtog en ny lov, der blandt andet indførte den eksamensfri mellemskole som en valgmulighed.

Brede flertal siden 1958

Folkeskolen er fra 1814, og loven blev kun ændret få gange i sit første århundrede, vigtigst i 1899, da Venstre og Højre efter 30 års tilløb indgik et kompromis.

I 1903 vedtog politikerne en lov om gymnasiet, der blev forbundet med folkeskolen gennem en mellemskole. Det var Venstres værk med støtte fra det unge socialdemokrati. Kun enkelte politikere undlod at stemme for loven.

Folkeskolen fik som nævnt en ny lov i 1937. Den blev grundlæggende ændret i 1958. Denne gang var der bred enighed om behovet for en reform, der ligestillede land og by på skoleområdet. Med loven afskaffede politikerne mellemskolen og indførte realen og 8. og 9. klasse. Kun De Konservative stemte imod. De ville bevare mellemskolen og have styrket de boglige fag.

Allerede dengang lå det i luften, at undervisningspligten skulle udvides til ni år. Det skete med en særlig lov i 1972. Tre år senere blev folkeskoleloven så ændret helt, igen med et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, SF og Kristeligt Folkeparti. 'Ritt Bjerregaard havde afløst Venstres Tove Nielsen som undervisningsminister, og hun var så fornuftig at tage udgangspunkt i sin forgængers forberedelser til en ny lov', siger Vagn Skovgaard-Petersen. De Konservative, Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet og Danmarks Kommunistiske Parti stemte dog imod loven, der i det væsentligste gjorde den danske folkeskole til en enhedskole. Samtidig fik skolen et nyt formål. Det var tidligere kun sket i 1937.

Også den gældende lov fra 1993 førte et nyt formål med sig. Bag loven stod Venstre, Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Fremskridtspartiet. Det Konservative Folkeparti har først tiltrådt loven, efter at partiet kom med i den nuværende regering.

Henrik Stanek er freelancejournalist