Historiepædagogik

Det er med en god fornemmelse i maven, at jeg lægger tidsskriftet "KvaN"s seneste udgivelse fra mig. For det er godt, rigtig godt. Vigtigt for fagets udvikling og relevant for undervisning i det hele taget. Det handler om at finde sin identitet, sin faglige identitet som formidler, og den overvejelse er central inden for alle skolens fag. 

"Man lærer det meste under sin uddannelse, men man bliver først rigtig historielærer, når man har undervist i faget i nogen tid og har fået det, man lærte på læreruddannelsen, ind under huden". Sådan skriver Thomas Binderup, redaktør på bogen og forfatter til den første artikel i bogen.

Men fra at tilskynde til rent faktisk at realisere målet er det ikke kun fagligheden, der må under lup. Også følelser som usikkerhed og tvivl er en del af pakken, og det er blandt andet dem, vi skal have vendt til styrker ved at italesætte dem sammen: Hvad indebærer det at være en rigtig historielærer? I hvilken kontekst defineres titlen, og er en rigtig historielærer i dag også en rigtig historielærer i morgen? Det er der kommet fjorten artikler ud af, skrevet på hver sin side af skrivebordet og med den lille risiko for overlapninger, det indebærer. De er der, men det gør ikke noget. Gentagelser er ikke nødvendigvis en skidt ting, og slet ikke når stoffet sine steder kræver ekstra opmærksomhed: Nogle skriver let og læseligt, mens andre vælger den mere akademiske og formalistiske stil.

Hver især cirkler de fjorten bidragydere om de "særlige kompetencer", historielæreren besidder, og om historiedidaktikerens væsentligste opgave: at fremme en refleksiv analyse og stillingtagen. I den sammenhæng er det vigtigt at fremhæve, at ikke alle forfatterne i bogen er enige i den "enkle" slutning. Og såfremt de var, ville diskussionen slutte her og fagets udviklingspotentialer forstumme.  

Nanna Bøndergaard Butters er cand.mag. og har været timelærer i historie på N. Zahles Seminarium. I den lille fine artikel "At gøre eleverne til brugere af historie" indleder hun med en sandfærdig historie fra sin egen skoletid om en lærers håndtering af et kritisk spørgsmål. Uden at komme nærmere ind på detaljerne i Butters anekdote er det værd at bemærke, hvordan hun efterfølgende inddrager den i sin tekst og herigennem udfolder sin pointe: at man også som lærer befinder sig i en vedvarende dannelsesproces. 

Historiebevidsthed er et personligt anliggende, som alene forfines, når vi reflekterer over egen gerning og de reaktioner, vi får. Mens faget løbende udsættes for nye mål og retningslinjer, er det lærerens opgave at bevare en rød tråd i sin undervisning og sikre, at eleverne er i stand til at definere faget under de givne forudsætninger. Den røde tråd hedder historiebevidsthed og tolkes af Bernard Eric Jensen som "det menneskelige grundforhold, at i en levet nutid vil såvel en fortid som en fremtid være nærværende og virksomme som henholdsvis erindring og forventning. Således kommer erindring og forventning til at forme menneskelig handlen".

"Historiepædagogik" rammer tidsånden og behovet for styringsredskaber i et hyperkomplekst samfund. Tilmed er den udstyret med praksisanvisninger og efterlader én med følelsen af, at det hele nok skal gå; ifald vi indser, at historien har mange stemmer, og at vi - historielærerne - ikke er sat i verden for at hæge om en statisk fortid.

Én artikel om dagen og læseren vil efter to uger - forhåbentlig - rette sig ud af siddestillingen, tage bogen under armen og aktivt deltage i de mange udviklingsarbejder, der ligger forude og venter på den kompetente (historie)lærer.