De fire videoer med arbejdsbøger er de første i en serie på i alt ti, som dækker danskernes historie fra cirka 100.000 før Kristus til i dag - med et kig ind i fremtiden. De er beregnet til anvendelse i undervisningen fra 6. klasse og opefter. Den traditionelle kronologiske opbygning kan muligvis være lidt vanskelig at indpasse i de nye bestemmelser for historieundervisningen i folkeskolen, hvor den klassetrinsfikserede kronologi er forladt, fordi den kan blokere for ønsket om at styrke elevernes historiebevidsthed.
Videoerne er suverænt den mest spændende og nyskabende del af serien. Hver video starter med, at der formuleres en historisk/arkæologisk problemstilling, som er fagligt væsentlig inden for den omhandlede periode. Derefter fører en velvalgt billeddokumentation og en gennemgående stemme os kyndigt og spændende gennem den rejste problemstilling med mulige hypoteser og teorier, som afprøves og diskuteres, uden at der nødvendigvis gives endelige og færdige svar. Undervejs hales et overflødighedshorn af vore bedste eksperter på de forskellige områder ind på videoen, og de giver små fortællinger og forklaringer på fund, som har med problemstillingen at gøre. Dertil kommer, at der også undervejs i den overordnede rammefortælling etableres konstruerede begivenheder og forløb. I den første video oplever vi for eksempel en jagt på en urokse for 9.500 år siden, og i video tre kampen mellem romere og germanere i Teutoburgerskoven i år ni efter Kristus.
Videoerne har to væsentlige funktioner. For det første fortæller de om menneskenes dagligliv, overklassens og især almindelige menneskers, og for det andet giver de eleverne en indsigt i, hvordan forskerne henter deres viden ud af fundene. Begge dele gøres godt, selv om der indimellem kan være forløb, som er noget overlæsset med videnskabelige og tekniske detaljer.
De første fire videoer dækker tiden frem til tidlig middelalder. Personligt er jeg lidt ærgerlig og forbavset over, at vikingetiden springes helt over. Måske sker det, fordi producenterne har ment, at den periode er der så meget andet (godt) materiale om? Min eneste væsentlige indvending er i øvrigt, at video fire om tidlig middelalder er en smule for kalejdoskopisk, beskrivende og usammenhængende i fortællingen.
Hensigten med arbejdsbøgerne er at uddybe og supplere videoerne. Det sker ved hjælp af en lang række opslag på hver to sider, 14 i hver bog. Samt tidstavler, register, billedfortegnelse og Danmarkskort med stedangivelser. Men desværre er der ingen litteraturliste. Hvert opslag behandler et underemne inden for perioden og består af tre dele. Der er en tekst, som kort beskriver nogle forhold i perioden, og der er en anden tekst, som kaldes 'fakta', og som uddyber eller supplerer beskrivelsen i den første tekst. Dertil kommer nogle opgaver, som er placeret under overskriften 'Historie Værksted', og mange gode, illustrative billeder.
Trods aleneopgaver og billeder, som indbyder til samtale, efterlader arbejdsbøgerne i alt væsentligt det indtryk, at her er nogle fakta, som ikke kan diskuteres. Det er lidt overraskende, fordi det er udtryk for en helt anden faglig forståelse end den, der findes i videoerne, og fordi det er i modstrid med intentionerne i de nye bestemmelser for faget i folkeskolen.
Styrkelse af elevernes faglige sammenhængsforståelse er central i den fagdelte undervisning generelt og i historieundervisningen specielt. Derfor er det også en skam, at arbejdsbøgernes opslag ikke har nogen indbyrdes sammenhæng, men giver eleverne et kalejdoskopisk billede af fortiden. Der er for eksempel ikke søgt nogen helhedsopfattelse af vikingetiden, og det er nærmest utroligt, at landbruget slet ikke er omtalt, selv om teksten fortæller, at 'Det store flertal var i øvrigt bønder - både i selve Danmark og i Danelagen'.
De gode videoer kan også suppleres med andre materialer end systemets arbejdsbøger.
Historien på video
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.