Historiefortælling i organisationer

Jeg havde engang en kollega, der meget mod sin vilje var blevet påtvunget en sjetteklasse i religion. Der var ingen ende på hans klage, indtil han fandt den geniale løsning: Han satte ungerne til at bygge Golgatha i papmache. Det kunne aldrig blive højt nok, og året gik sin gang.

Enhver virksomhed, organisation eller skole har sin historie, som ikke kan negligeres, når udviklingskonsulenten kommer forbi og sætter de ansatte til at tænke store og nye tanker. Dog ikke nyere end dem, konsulenten og hans opdragsgivere gerne så fremmet.

Forfatteren her, som har arbejdet som kommunikationsrådgiver i en lang række virksomheder, slår til lyd for at skabe den nødvendige fællesskabsfølelse ved tværtimod at lægge vægt på, at arbejdspladsen har været igennem en udvikling, og at nutidig praksis ofte kan forklares med fortidige episoder, kriser eller specielt travle og succesrige perioder.

Skoler nævnes ikke med et ord. Men hvis man selv gider tænke eksemplerne ind i skoleforhold, synes jeg, at bogen kan være inspirerende, hvis man kan og tør begynde at bruge markante episoder fra fortiden til at forklare, hvorfor nutiden er indrettet, som den er. Og hvis man tør omskrive den nære fortid til eventyrform og dermed give tilhørerne blik for rollefordeling, særinteresser og deltagernes funktioner i beslutningsprocessen. Eller pointere tingenes tilstand i en primitiv tegneserie. Eller bruge mange af de andre praktiske råd og anvisninger, som findes på bogens ret få sider.

Skolehistorien fra indledningen kunne indgå i en opbygning af fælles identitet og historieopfattelse på en skole, hvis det ikke var for én fejl: det er løgn. Det var nemlig ikke min kollega, men én, han engang havde arbejdet sammen med, der havde været bibelsk entreprenør. Men så skulle det også være ganske vist.