USA's præsidenter, fra nationens grundlæggere til nutidens ledere
Af James Barber
64 sider, 238 kroner
Flachs
En flot, farvestrålende bog, hvis undertitel loyalt fortæller om indholdet. Heldigvis har ikke alle præsidenter fået lige meget plads og omtale, af de ældste er kun de mest kendte tildelt et helt opslag eller mere, mens andre spises af med en halv side. Også nogle af de nyere, således Ford og Carter, må nøjes med lidt, her en side. Det er en Dorling Kindersley-bog i det sædvanlige udstyr og efter sædvanligt koncept, kortfattet tekst, masser af illustrationer og mange informationer i de relativt udførlige billedtekster. De mange fotos af genstande er - rimeligt nok - denne gang tonet ned til fordel for billeder af personer og begivenheder. Men mange ting er med, beklædningsgenstande, brugsting, våben, kampagnevimpler og valgplakater med meget mere, dog slipper vi for Clintons cigar.
Det virker, som om der i originalteksten er gjort meget ud af at veje sol og vind lige, idet der nævnes såvel positive som negative forhold i omtalen af præsidenterne, deres bedrifter og skurkestreger, og sammen med de talrige illustrationer får man et godt billede af dem som både embedsmænd og personligheder, deres familie og familieliv samt lidt om det amerikanske samfund og dets historie. Som de øvrige bøger i denne serie, 'Flachs Fakta', opfordrer den til 'plukhugst', men den rummer mange relevante informationer, som vil kunne bruges ved arbejdet med dens og tilgrænsende emner. Og så vil den være et tiltrængt opkvikkende element i den lille bunke af øvrige materialer om samme emne.
Hans Erik Berthelsen
Historie, Samfundsfag
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.