I serien Den gamle verden
Af Sean Sheenan og Pat Levy
60 sider, 198 kroner
Carlsen
Denne bog om Romerriget er fra serien 'Den gamle verden', som er oversat fra engelsk.
Det er en meget flot bog med mange farvebilleder og flotte tegninger. Der er både landkort og en fremhævelse af vigtige begivenheder.
Prisen er høj, men bogen vil være rar at have i det pædagogiske servicecenter, så eleverne på mellemtrinet kan bruge den til deres arbejde med Romerriget.
Romerriget er et emne, der udgives mange bøger om i disse år, hvor der generelt er stor interesse for de antikke samfund i Europa, der har haft så stor betydning for det samfund, vi lever i i dag.
Vi præsenteres naturligvis først for legenden om Romulus og Remus, der dies og passes af hunulven. Siden følger en gennemgang af politik og samfundsopbygning, kunst, litteratur og teknologi samt hverdagslivet i Romerriget.
Også udviklingen af det parlamentariske system og af det romerske retsvæsen beskrives.
Sidst i bogen er der et kapitel om det, som vort moderne samfund har arvet fra Romerriget, en tidstabel over de vigtigste begivenheder, en ordliste, et stikordsregister og en litteraturliste. Der mangler derimod en henvisning til steder på Internettet.
Steen Brastrup
Historie
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.