Af Sean Sheehan
Serie: Verdenskrigene
64 sider, 218 kroner
Flachs
'Tyskland og Japan angriber' er beretningen om to krige, der endte med at blive til én verdenskrig. Allerede først i 1930'erne var Japan i færd med at underlægge sig dele af Kina. Japan førte en aggressiv ekspansionspolitik, der til sidst bragte det i krig med USA og de europæiske kolonimagter.
Tyskland, der var præget af bitterhed efter Første Verdenskrig, rejste sig på samme tid som en ny stormagt under Adolf Hitlers ledelse. Med en blanding af trusler, krav, løgne og i sidste ende med åben krig forsøgte Hitler at skabe et Europa domineret at et nyt Stortyskland.
I 1941 udviklede krigene i Europa og i det fjerne Østen sig til én stor verdensomspændende konflikt, som vi i dag kender som Anden Verdenskrig.
Vi får i denne bog et rids af de væsentligste begivenheder, da krigen bryder ud. De indledende kampe i Europa, Asien, Afrika og Mellemøsten beskrives.
Bogen er oversat fra engelsk. Den er rigt illustreret og med mange farvede kort og faktakasser. Stoffet er overskueligt, og bogen har et lækkert design. Bogen kan anbefales fra 7. klasse som enten klassesæt eller måske til gruppearbejde, hvor læreren er aktiv coach.
En god lille bog, der tegner et rimeligt portræt af optakten til Anden Verdenskrig, om end den er meget politisk korrekt. Uddybende forklaringer af baggrunden for, at den tyske og den japanske befolkning lod sig føre på dette grusomme vildspor af deres ledere, må søges i andre bøger.
Steen Brastrup
Historie
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.