Himlen på havets bund

'Inuit betyder menneske'. Med afklarende oplysninger som denne indledes forestillingen om Hans Egede på Grønland. Tonen er sat.

Vi er her for at lære noget - oven i købet om et vigtigt kapitel i Danmarks historie: Grønland. Indgangen til forestillingen er historien om Hans Egedes søn, hvilket - hvis jeg skal dømme ud fra det unge publikum omkring mig - synes som den perfekte nøgle til at tryllebinde dem med.

Sønnen - i form af en sirligt udført dukke - lærer, at det er bedst at komme på havets bund, når man dør, lærer at klare sig i den barske natur, lærer at sejle i kano - lærer om det lands kultur, som han nu bor i. De to dukkeførere, sangere og skuespillere synger den atonale musik smukt, fører på levende vis dukkerne og fortæller den meget almenmenneskelige historie om en fars og hans søns uoverensstemmelser med indfølelse og lune. Og ud over at nyde scenografiens sælskind, som blinker i lyset, musikkens toner og den gode historie så lærer man faktisk meget - ikke kun om Grønland, men også om barnets tolerance over for de voksnes intolerance, om kristendom over for naturreligion og vigtigst af alt om et problematisk forhold mellem en stærk far og en stædig søn.

'Egede' sætter spørgsmålstegn ved alle dem, som tror, at de ubetinget har retten på deres side, og afspejler dels konflikten mellem Grønland og Danmark, dels konflikten mellem far og søn.

'Egede' er på mange måder en vigtig og vedkommende forestilling for de yngste, og den forfølger et didaktisk mål uden nogen sinde at blive kedelig, belærende eller bedrevidende - og det er flot!

Maj-Britt Mathiesen