For dårlig inklusion, færre lærere, mindre forberedelsestid, og faldende undervisningskvalitet. Hvis Hillerød Kommune som planlagt vil spare omkring 13 millioner kroner på folkeskolerne, er dette fremtidens dystre udsigter, mener alle skolebestyrelsesformænd- og næstformænd i kommunen. I morges har forældrene derfor i et åbent brev til byrådet opfordret politikerne til at lade skolerne slippe for sparekniven.
Odense: Forældre forkaster budgettet på halvdelen af skolerne
Igennem de senere år er skolernes økonomiske ramme i Hillerød blevet beskåret, og til næste års budgetforlig er forslaget, at skoleområdet skal bespares med cirka 13 millioner. Skolebestyrelserne har været indbudt til et møde Børne- og Familieudvalget, hvor de blev bedt om at medvirke til at identificere områder, der kunne spares væk. Det lykkedes ikke.
Formand for skolebestyrelsen på Grønnevang Skole Claus Ellemose Sørensen er ikke i tvivl om, at skolernes økonomi er presset, og at der ikke længere er noget at skære i.
"Det sædvanlige spil er, at når politikerne siger, der skal spares, lægger borgerne armene over kors og siger nej, nej, nej. Men situationen er altså ekstraordinær. Selv med vores bedste vilje kan vi ikke finde områder, hvor vi kan skære ned. Vi er nået til vejs ende, og hvis vi krydser den streg, vil det gå ud over undervisningskvaliteten".
Lønkroner bruges til drift
I Hillerød Kommune bliver skolerne tildelt ressourcer i form af en pulje til løn og en til drift. Af det åbne brev fremgår det, at skolerne allerede nu tager penge fra lønkronerne for at kunne dække udgifter til for eksempel undervisningsmaterialer. En besparelse på 13 millioner vil derfor betyde, at lønmidlerne udhules yderligere, og "dette vil føre til en reduktion af antallet af medarbejdere" med det resultat, at lærernes gennemsnitlige undervisningstimetal, der allerede ligger over landsgennemsnittet, vil stige. Skolebestyrelserne er ikke i tvivl om, at dette vil ramme kvaliteten i undervisningen.
Skolebestyrelsernes mål er at få rullet besparelsen tilbage, og de håber, byrådet vil lytte til opråbet.
"Vi anmoder på det kraftigste om, at skolerne og medarbejderne bliver sikret en solid og forsvarlig ressourceplatform for at kunne løse de opgaver, folkeskolen er blevet pålagt, og for at kunne lykkes med de ambitiøse mål, der er sat for dens virke", står der i brevet.
Odense: skolernes økonomi bløder
Politisk vilje til at undgå besparelser
Formand for Børne- og Familieudvalget i Hillerød kommune, Rikke Macholm (SF) er enig med skolebestyrelserne i, at det ikke kan lade sig gøre at spare 13 millioner på skolerne, uden at undervisningskvaliteten bliver ramt. Hun tror, at der er politisk flertal i byrådet til at finde besparelsen andre steder i kommunen, når budgetforhandlingerne går i gang:
"Det kan ikke lade sig gøre at skære 13 millioner fra skolebudgettet. Jeg tænker, at det derfor er realistisk, at vi kan undgå besparelser i den størrelsesorden".
Rikke Macholm glæder sig over, at skolebestyrelserne har sendt brevet til hele byrådet, så hendes kollegaer på rådhuset også bliver opmærksomme på skolernes økonomi.
Hillerød-forældre: Skolens økonomiske smertegrænse er nået
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.