10. klasses eksistens i den nuværende form er truet af den nye regering, som synes, at de unge skal hurtigere gennem pølsemaskinen, og at især da skolens overbygning, altså 10. klasse, er rent spild af tid. For nogle modne og målrettede elever kan det nok være rigtigt, ligesom det også nok er rigtigt, at det 10. skoleår ikke alle steder og for alle er optimalt tilbragt.
Mange unge tager det tiende år på en efterskole, her er der også mulighed for at erfare andre aspekter af tilværelsen end lige det rent skolefaglige. Dette ekstra skoleår kan rent menneskeligt og med hensyn til modning være guld værd, ikke for alle, men for mange. Og mange seriøse efterskoler kan meget vel sammenlignes med højskoler.
Baunehøj Efterskole er en skole på grundtvigsk grundlag. I denne bog har 68 10.-klasse-elever skrevet om deres ophold på skolen, om deres udbytte og personlige udvikling. Derved kommer bogen til at stå som et dokument om de frie efterskolers berettigelse, som den selv gør opmærksom på.
Er dette skrift tænkt som propaganda for skoleformen og det 10. (og 11.) skoleår, er det godt tænkt. Det er simpelthen en oplivende positiv fornøjelse at læse de mange indlæg. Ikke alle lige gode, men alle er pænt skrevne, og selv om de redaktionelt er rettet lidt til med hensyn til stavefejl og andet, som kunne være meningsforstyrrende. Det er dog næppe denne gruppe elever, der kunne trække ned i Pisa-resultaterne. Imponerende mange er godt skåret, og ikke så få er rene perler med litterære kvaliteter. Hertil kommer indholdet, som er en lang og stor hyldest til i det mindste denne skole og skoleformen.
Vi må så blot håbe for vore kommende elever, at også den nye undervisningsminister med sin egen grundtvigske baggrund vil læse denne bog og måske lade sig bevæge. Det er jo alligevel ikke alt, der er lovet før valget, som bliver realiteter.
Herfra min verden går
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.