Materialet "Englandskrigene 1801-1814" bør vel kategoriseres som e-læringsmateriale. Der er dog i vid udstrækning tale om klassisk tekstbaseret materiale til overføring af viden om faktuelle forhold om genstandsområdet – hvilket i mine øjne er særdeles positivt. Jeg nævner det, for at en potentiel bruger ikke skal føle sig skuffet, dersom vedkommende forventede en dyrkelse af ”e-materialemulighederne”. Der er naturligvis elementer, som for eksempel et spil med kontrafaktisk historieoplevelse, der er unikke for denne type medie – men først og størst er der tale om en lærebog. En udmærket en af slagsen.
Forløbet er berammet til fire-seks lektioner og henvender sig til 8. klasse. De spændende og skelsættende år i landets historie gives en fin, overordnet belysning gennem et antal gode artikler, som foreligger i en nem og en svær udgave. Opgaven med at få kerneindholdet formidlet i begge udgaver, samtidig med at stoffet gøres tilgængeligt for svagere læsere, løses på betryggende vis. En del oplysninger går igen i flere artikler, men ikke i et anstrengende omfang. Til hver artikel er der et antal opgaver, hvor især dem om kildekritik er af høj kvalitet.
Billedanalyseopgaven kalder i mine øjne på kritik, fordi fokus lægges på fortolkning frem for analyse. Desuden mener jeg, at flere af de stillede spørgsmål tjener til at give eleverne en forkert idé om analysens væsen og tolkningens muligheder.
Trods dette ene hjertesuk iler jeg med en samlet anbefaling.
Dette er et glimrende materiale, som giver masser af arbejdsmuligheder og ting at tale om. Det er meget nemt at gå til, hvilket er et stort plus i tider med reduceret forberedelsestid. Samtidig er det også oplagt til brug som afsæt for et større forløb om emnet, og i den forbindelse vil man frydes over de forbilledlige litteraturlister og læsningsforslag. Et godt stykke værktøj til historielærerens kasse.
Her skydes med skarpt!
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.