Med stor sorg modtog vi på Blåbjerggårdskolen i Esbjerg 14. september meddelelsen om vores gode kollega Henrik Mogensens død.
Henrik var et altfavnende musikalsk menneske, som i udøvelsen af én af sine musikinteresser, sanger i skolens kor, fik et ildebefindende, som medførte døden. Henrik blev kun 48 år.
Henrik var en afholdt og respekteret lærer af sine elever både på Blåbjerggårdskolen og på Kulturskolen i Esbjerg, som han delte sin undervisningstid med. Henrik prøvede uafladeligt at gøre sine elever interesseret i samspillet i musikken, så børnene fik lyst til at gå videre med musik i andre sammenhænge, hvilket lykkedes på ret overbevisende måde. Mange af skolens nuværende og tidligere elever spiller således i dag i ét af byens mange orkestre.
Henrik sang med i Esbjergs dygtige og kendte Treenighedens Drenge- og Mandskor, hvor han med sin smukke bas var med til at lægge bund til drengenes lyse stemmer. Henrik spillede med i FDF's orkester, hvor han også var kredsleder, ligesom han i en række år var en engageret leder af Vesterhavsgarden i Esbjerg.
Som kollega var Henrik en inspirerende samarbejdspartner, hvor gode idéer stod i kø for at blive realiseret. Mange gode musikmøder, mange musikfestivaler og skolekoncerter vil vi mindes i taknemmelighed, dit brændende engagement vil vi altid savne.
Venner og kolleger på Blåbjerggårdskolen
Esbjerg
Henrik Mogensen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.