"Jeg er helt klar over, at en del af a-kassens medlemmer med rette er utilfredse med den service, de har fået. Det er også meget utilfredsstillende for a-kassens ansatte, der i perioden har været under et overordentligt stort arbejdspres. Det er hovedbestyrelsens ansvar, at vi får rettet op på situationen", siger Stig Andersen i et brev til medlemmerne på a-kassens hjemmeside.
"Vi kan ikke løse problemerne fra den ene dag til den anden. Men vi er klar over, at det haster. Derfor vil vi agere så hurtigt som det på nogen måde er muligt og informere om vores beslutninger. Jeg forventer, at vi indenfor en overskuelig fremtid vil være i en situation, hvor vi kan give medlemmerne en optimal service".
dlf/a blev 1. april udvidet med omkring 18.000 medlemmer af blandt andre Frie Grundskolers Lærerforening og Efterskolernes Lærerforening. Samtidig fik dlf/a en tredjedel flere ansatte. Men alligevel gik det altså galt: antallet af henvendelser til a-kassen steg voldsomt, og sagerne blev mere komplekse. A-kassen modtager mellem 15.000 og 20.000 opkald hver måned - på trods af, at et stigende antal medlemmer benytter sig af muligheden for selvbetjening via nettet. A-kasen erkender, at det har været meget svært at komme igennem per telefon denne sommer, og at der er medlemmer, der ikke har fået deres penge til tiden. Kassen har prioriteret, så de medlemmer, der kun har dagpengene at leve af, har fået penge først, mens nogle af de medlemmer, der er i arbejde, men har søgt om dagpenge til ferien, har måttet vente.
Stig Andersen opfordrer medlemmerne til at benytte de elektroniske blanketter på dlf/a's hjemmeside - det vil i de fleste tilfælde give hurtigere udbetaling og samtidig frigøre personale til de mere komplicerede sager. Han lover, at hovedbestyrelsen vil tage de beslutninger, der skal til, så det bliver nemt at komme i kontakt med a-kassen, og medlemmerne kan få deres penge til tiden.
Helt utilfredsstillende service i a-kassen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.