Helhed i børneliv

Lørdag formiddag ringede min telefon. En ulykkelig mor fortalte, at hendes ældste barn, som jeg for tre år siden havde i min klasse, var indlagt på hospital med diagnosen leukæmi. Lillebror går i min nuværende klasse, og han havde været til stede, da diagnosen og dens konsekvenser blev formidlet til resten af familien, så han var rimelig oprevet, da opringningen fandt sted.

Mandag morgen mødtes vi på lærerværelset i god tid før første time og fik taget bestik af situationen, før vi gik ned i klassen sammen. I samtalens løb gik det op for mig, at drengen ønskede, at alle de andre børn i klassen skulle vide alt det, han vidste. Det var også vigtigt for ham at have fået på det rene, at jeg kunne bruges, når som helst han fik brug for det. Samt selvfølgelig, at det var særdeles forståeligt, at han var bange og ked af det.

Da man skulle skrive sig på talerlisten i mandagsrundkredsen, var han den første til det. Han fortalte med klar røst og tårer i øjnene, hvordan det var fat med storesøster og resten af familien.

Børnene er opdraget til dialog, så efterfølgende spurgte de meget ind til de faktuelle ting og tilkendegav i samme omgang, at jeg da ikke var den eneste, der kunne hjælpe ham.

Det, der slog mig, var den empati, den spejling og den interesse, som de andre helt reflektorisk udviste. De så ham som den, han var, også den mandag morgen. Det var en stærk oplevelse for en erfaren underviser igennem 30 år. De viste ham samhørighed, og at han hørte til blandt ligesindede. De var delagtige i hans ulykke og accepterede hans svaghed.

Sådan gør kun hele børn, tænkte jeg og overvejede, hvori min videre rolle kunne bestå. Jeg er klar over, at jeg er gruppens styrebillede og kan vise dem det gode eksempel som et tilbud. At åbne for dialogen mellem det betrængte barn og gruppen er en nødvendighed, men derudover skal de alle lære at kunne mestre verden og sig selv i en så kompliceret situation og i tiden, der kommer. Det bliver en voldsom pædagogisk udfordring.

Jeg kom i tanke om Jørgen Husteds indlæg på kongressen, hvor han talte om professionsidealer. Her sagde han: 'Vi har den nådegave, at vi kan føre den livsvigtige samtale om, hvordan vi skal leve et liv. Læreren skal vække børnene som mennesker og bidrage til, at det er ansvarlige, sociale og oplyste mennesker, der forlader skolen'.

Det tror jeg, at jeg har lagt en lille kim til i dag.

Jeg har glemt at fortælle, at min klasse er en børnehaveklasse, hvor jeg er så heldig at have næsten samtlige timer enten alene eller sammen med en lærer.

Derfor har jeg helhed og sammenhæng i mit eget hoved, når livet er hårdt for mine forholdsvis små børn. Derfor kender jeg dem og deres familier så indgående. Derfor kan jeg leve op til fortsættelsen i Husteds foredrag, hvor han beskriver den pensionerede lærers ord om, 'at i skolen skal man træde varsomt, for der bliver mennesker til!'

Efterskrift. Min skole har et sorgberedskab for ansatte og børn og ingen stram obligatorisk læseplan for børnehaveklassen. Så vi har al den tid, der er i verden, indtil vi alle lander på begge ben.

Lise Buhr er børnehaveklasseleder og formand for Børnehaveklasseforeningen