Heftig inklusionsdebat på Ulighedens Topmøde

Det var tænketanken Cevea, der havde indbudt til Ulighedens Topmøde, en konference om ulighed i bred forstand, med oplæg fra blandt andre beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og den svenske nationaløkonom og forsker Ingvar Nilsson. På konferencen deltog også mange skolefolk, da der om eftermiddagen var lagt op til at diskutere det varme folkeskolepolitiske emne inklusion på en workshop. Forsker Jill Mehlbye og vinder af Politikens Undervisningspris, lærer Sofie Dich Hermann stod for hvert sit oplæg om inklusion på workshoppen, der skulle munde ud i, at de fremmødte lærere, konsulenter og andre skolefolk skulle blive enige om én indsats, de ville tage med til konferencens afsluttende paneldebat. Det blev imidlertid til tre.

"Vi pegede først på det vigtige i at få sat fokus på implementeringen af inklusionen. Det er på handleniveauet, at vi skal have forvaltningerne med til at se på, hvordan vi gør det her helt konkret", fortæller Jeanette Sjøberg, der var den workshopdeltager, der fik lov at præsentere konklusionerne for den samlede sal af topmødedeltagere. Jeanette Sjøberg sidder i DLF's hovedstyrelse og er samtidig næstformand i Ballerup Lærerforening. Bag sig har hun en læreruddannelse og mange års erfaring som lærer. En tidligere inklusionsindsats, der begynder allerede i daginstitution og indskoling, var den anden pointe hun præsenterede. "Til sidst havde vi så den specialpædagogiske viden. Den bliver virkelig efterlyst. Der er ikke nok lærere, der bliver efteruddannet inden for specialpædagogik, og læreruddannelsen indeholder jo heller ikke specialpædagogik mere. Det er stort problem. Vi er nødt til at vide, hvad det er, der virker i forhold til specialbørn", genfortæller Jeanette Sjøberg til folkeskolen.dk

Holddeling. Middel eller modsætning? En af de store diskussioner på workshoppen gik på, om en opblødning af klassefællesskaberne ved fx en sammenlægning af klasserne i udskolingen, har noget at gøre med inklusion. Mens nogle mente, at det ville være inkluderende at give en matematiksvag dreng i 7.klasse undervisning med andre matematiksvage elever i udskolingen, stod andre stejlt på, at det netop var det omvendte af inklusion at hold- eller niveaudele. Også selvom det kun ville være i nogle af timerne. Jeanette Sjøberg tilslutter sig dem, der ikke mener, at holddeling er inklusion.

"Og helt sikkert er det i hvert fald ikke enhedsskolen mere, når man begynder at sætte elever på hold og på forskellige niveauer i fag. Så vil man også gå glip af nogle af klassefællesskabsgevinsterne. Jeg tænker fx på klassefællesskabseffekten, der kan bryde den sociale arv. Man ved, at det, der virker allerbedst, er at være i en klasse, hvor de elever, der er dygtigst sprogligt eller matematisk er med til at udvikle dem, der ikke er samme sted", siger Jeanette Sjøberg. Men hun er ikke absolut afvisende over for, at det samlet set kunne have en positiv effekt på inklusionen, at man holddelte eleverne i nogle få timer.

Fysisk inklusion gør det ikke i sig selv "Man kunne måske lave en 90-10 procents ordning, men så skal man bare være meget bevidst om, hvad man bruger de 10 procent til. Er det for at virke inkluderende eller er det i virkeligheden bare noget elev-differentiering, hvor man sætter dem, der er på samme niveau sammen, og så kan de bare køre derudaf for sig selv", siger Jeanette Sjøberg og henviser til Jill Mehlbyes skelnen mellem flere typer af inklusion, hhv. den fysiske, den sociale og den psykiske, der alle spiller ind på den læringsmæssige inklusion.

"Som jeg forstod Jill og den måde hun talte om inklusion på i forhold til fællesskaber, så er det jo ikke kun i forhold til det faglige, men også i forhold til det sociale og det psykiske at det er vigtigt, at inklusionen lykkes", siger hun og fortsætter:

"Så hvis man vil holddele i noget af tiden, så skal man være bevidst om, hvorfor man gør det. Er det for den faglige inklusions skyld, fordi man nu ønsker at højne niveauet i fx matematik eller prøver vi nu at gøre noget for det sociale eller det psykiske fællesskab". Jill Mehlbye skelner mellem den sociale inklusion og den psykiske inklusion med eksemplet, at en elev godt kan lege med de andre i frikvarterene (social inklusion) uden at føle sig inkluderet (den psykiske inklusion). Den psykiske inklusion handler altså om elevens egen oplevelse af at være en del af fællesskabet.

Vi må spørge eleverne Og netop Jill Mehlbyes pointer om elevoplevelse satte tanker i gang hos Jeanette Sjøberg. "Hvis inklusion, som Jill fremlagde det, betyder, at eleven skal opleve både selv at kunne bidrage til fælleskabet og at få noget ud af fællesskabet. Hvis det er ligningen for, at inklusionen lykkes, så skal vi da ud at spørge nogle elever. Men det gør vi jo ikke. Vi spørger jo aldrig eleverne", pointerer hun. Det kunne være rigtig interessant med en større undersøgelse af elevernes opfattelse af inklusionen. Både blandt dem, der skal inkluderes og dem, der skal være med til at inkludere, mener hun.

På Ulighedens Topmøde blev der også holdt flere workshopper om attraktive erhvervsuddannelser, fritidstilbud for alle, tidlige indsatser og social mobilitet i forhold til børn og opvækst. I panelet, der samlede op på det hele sad formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik Niels Ploug og Jan Elving, der er direktør i Øens Murerfirma.