God og indsigtsfuld geografibog, som vil meget på bogens 48 sider. Havet behandles i denne bog og er en del af serien »Ind i geografien«, hvor elevens arbejde med det geografiske stof foregår dels gennem bogens kapitler, dels gennem opgavesiderne sidst i bogen.
Havet udgør 71 procent af jordens samlede overflade og giver naturligvis anledning til en masse geografisk faglige udfordringer, som er spændende for eleverne at undersøge. Denne udfordring tager denne bog bestemt alvorligt og giver læserne indsigt i havets betydning for naturen og dets mennesker.
Indholdet i bogen er bygget på følgende kapitler: Havets betydning for mennesker, landet under vandet, vandet i havet, havvandets bevægelser, havets frugtbarhed, fiskeriformer og metoder, kan fiskeri slå til?, internationale interesser, havets andre resurser, havret, El Niño og havmiljø.
En bog, som beskriver temaet meget bredt, alsidigt og grundigt. Samtidig fastholdes et godt geografisk fagligt niveau, der bestemt vil vække læserens nysgerrighed på området. Bogen arbejder med den hensigt, at elevernes baggrundsviden skal udvides, således at man bedre kan forstå geografiske mønstre, processer og sammenhænge. Bogen vil givet være rettet mod 7.-9. klasse, men vil sandsynligvis kræve en vis geografisk indsigt, inden læsningen påbegyndes, således at bogens indhold kan bruges optimalt.
Bag i bogen er der en række af opgaver, som er knyttet til bogens tema, opbygget i tre rubrikker: Besvar-opgaver, forklar-opgaver og arbejd videre-opgaver. Dette giver en fin arbejdsrytme for eleverne, men man kunne måske savne forslag til litteratur og netlink ved arbejd videre-opgaver.
Bogen indeholder mange fine oversigter, billeder og kort samt et let brugbart stikordsregister.
Bogens brede beskrivelser gør den yderst brugbar i forhold til geografi, men bestemt også i tværfaglige sammenhænge. Kan anbefales til alle undervisere i geografi i folkeskolen.
Havet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.