Handleplanen mod motionsdoping skal bekæmpe den doping, som misbruges af motionister i landets motions- og fitnesscentre. Det er sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen og kulturminister Brian Mikkelsen, der sammen har fremlagt handlingsplanen.
"Vi er i de senere år i stigende grad blevet opmærksomme på, at dopingmisbrug ikke kun findes hos eliteidrætsudøvere men også i fitnesscentrene blandt almindelige motionister. Det er en trist og sundhedsskadelig tendens, som vi skal have dæmmet op for. Idræt skal dyrkes uden brug af doping, uanset hvilket niveau det foregår på. Denne handlingsplan er en klar styrkelse af det folkesundhedsmæssige projekt, som handler om at drive dopingen ud af fitnesscentrene", siger de to ministre i en pressemeddelelse.
Mærkningsordning, straf og oplysning
Handlingsplanen består af tre tiltag. Der skal indføres en mærkningsordning, hvor det er obligatorisk for fitnesscentre at oplyse, om de gennemfører dopingkontrol eller ej. I dag har Anti Doping Danmark en samarbejdsaftale med Dansk Fitness- og Helseorganisation, som betyder, at der foretages dopingkontrol i centre, hvor cirka halvdelen af landets fitnessmedlemmer kommer.
Dopingloven skal ændres, så straffen for udbredelse af dopingmidler skærpes. Ved ethvert tilfælde af forhandling eller udlevering af dopingmidler skal der som hovedregel idømmes frihedsstraf.
Anti Doping Danmark skal have støtte til en intensiv og målrettet oplysningskampagne, som især retter sig mod unge mænd med særlig risikoadfærd og i alderen 13-18 år.
Målet er, at handlingsplanen bliver et skridt mod en motionsidræt helt uden doping.
Handlingsplan mod motionsdoping
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.