Undervisningsministeren afviste blankt at svare på, hvor stor en del af det nuværende antal 10. klasse-elever, der ikke længere skal gå i 10. klasse/ungdomsklassen:
"Sådanne planøkonomiske tanker har regeringen overhovedet ikke", sagde Haarder - til trods for, at han den 18. marts i år sagde til folkeskolen.dk, at det var hans mål, at 5000 færre skal gå i 10.
"Som jeg forstår regeringens forslag, handler det om, at de unge skal hurtigt gennem uddannelsessystemet, altså effektivitet og økonomi frem for hvilket udbytte, eleverne faktisk får. Hvorfor skal det ikke være muligt at gå i 10. klasse for dem, der måske gerne vil i gymnasiet, men bare har brug for lidt mere modenhed og lidt mere faglighed", sagde Troels Ravn, Socialdemokraterne, i Folketingets spørgetid i dag.
"Hvem har dog også sagt, at det ikke skal være det - ikke regeringen i hvert fald", svarede Bertel Haarder og understregede, at der ikke er budgetteret med besparelser i forbindelse med ændringen.
"Men kan du afvise, at hensigten er, at de unge skal tage et uddannelsesvalg efter 9. klasse", spurgte Kim Mortensen, S.
"Hvis man i enhver henseende er klar til at gå videre i en ungdomsuddannelse efter 9., så synes jeg da, man skulle gøre det. Der bliver man jo også ældre, mere moden og får oplevelser. Men formålet med ungdomsklassen er at gøre 10. klasse mere socialt afbalanceret, fordi Rambølls evaluering har vist, at det desværre ikke er dem, der har mest brug for 10. klasse, der benytter den i dag. Derfor bliver den også modulopbygget, så dem, der er faldet fra en ungdomsuddannelse kan starte efter jul uden at føle sig helt alene - det tror jeg er psykologisk vigtigt".
"Hvorfor skal 10. klasse ikke være for alle, men kun være erhvervsrettet, hvorfor skal børnehaveklassen laves om til 1. klasse - hvorfor skal de unge paces så hårdt frem?", spurgte Majbrit Berlau, Enhedslisten.
"Der er ikke tale om, at ungdomsklassen ikke bliver tilgængelig for alle", svarede Haarder. "Jeg kan ikke forstå, at du som vel har hørt om sociale problemer i hjemmet, kan være imod at børn får lært at læse tidligt, at 95 procent får lært at læse mod, at kun godt 80 procent i dag får lært nok til at tage en uddannelse".
"Du har ret i, at jeg er vokset op med social indignation. Derfor er jeg modstander at, at de unge deles op i A- og B-hold, hvor dem som kan går videre gymnasiet, mens de øvrige bindes på hænder og fødder til at skulle videre i erhvervsuddannelserne. Hvad med de unge fra ikke-akademiske hjem, skal de ikke have lov at prøve gymnasiet? Jeg bryder mig ikke om, at der skal være én vej for de boglige og én for de ikke-boglige", sagde Majbrit Berlau.
"Det er kun en fjerdedel af tiden i ungdomsklassen, der er brobygning til erhvervsuddannelserne. De 65 procents faglig indlæring kan lige så godt ses som værende målrettet gymnasiet", svarede Haarder og angreb, at erhvervsuddannelserne gøres til et B-hold: "Erhvervslivet vil gerne have, at der også er nogle bogligt stærke, der tager en erhvervsuddannelse", svarede Haarder og udtrykte forståelse for ønsket om, at der kommer en blandt af fagligt stærke og svage elever i klassen.
Haarder: Ungdomsklassen skal bryde den sociale arv
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.