"Det forhold, at der fortsat er uenighed mellem regeringen og KL om de kommunaløkonomiske konsekvenser af loven, er uden betydning for kommunernes pligt til at administrere loven", skriver undervisningsministeren til kommunalbestyrelserne.
Bertel Haarder henviser til, at der blev rejst tvivl om, hvorvidt kommunerne har levet op til deres forpligtelser, da han i slutningen af januar gjorde rede for gennemførelsen af loven i Folketingets uddannelsesudvalg. Som begrundelse blev der blandt andet henvist til, at der ikke er opnået enighed mellem regeringen og KL om finansieringen af ungdomsuddannelsen.
"På den baggrund vil jeg gerne fremhæve, at kommunalbestyrelsen efter loven er forpligtet til at give et tilbud om en treårig ungdomsuddannelse til de omfattede unge", understreger Bertel Haarder.
Han gør samtidig opmærksom på, at kommunalbestyrelsens afgørelser om tilbud eller afslag på tilbud kan indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Det samme gælder kommunalbestyrelsens afgørelser om indholdet af ungdomsuddannelsen.
KL: Dumpekarakter til finansieringen
Der er slet ikke fulgt tilstrækkelig med penge med til at løse opgaven, mener KL.
"Desværre er loven underfinansieret med mindst 300 millioner kroner", skriver konsulent Søren Hemmingsen fra KL´s økonomiske sekretariat i en gennemgang af uenighederne, som Nyhedsmagasinet Danske Kommuner bragte for nylig.
"Ministeriet har på baggrund af oplysninger fra amterne opgjort den hidtidige udgift pr. elev til 240.000 kroner. Hvorfor kompenseres kommunerne så kun med 160.900 kroner pr. elev", spørger Søren Hemmingsen.
KL er ikke enig med Undervisningsministeriet i, at 160.900 kroner pr. elev er prisen for et undervisningsforløb på 840 timer årligt for unge med særlige behov.
"KL har erfaret fra flere sider, at den gennemsnitlige holdstørrelse bør ligge på fire - spændende fra en til syv elever pr. hold. I forudsætningerne for loven anvendes en gennemsnitlig holdstørrelse på seks. Den afgørende faktor for den samlede økonomi er i sidste ende fordelingen på de enkelte holdstørrelser", argumenterer Søren Hemmingsen.
KL mener heller ikke, at det vil være gratis at sende de unge i praktik som led i deres uddannelse.
"Praktikken kræver i mange tilfælde både bistand og støtte fra lærere og pædagoger, og der kan være udgifter til praktikstedet og til befordring", skriver Søren Hemmingsen.
Han peger samtidig på, at antallet af elever vil stige som følge af, at de unge i målgruppen har fået et retskrav på en ungdomsuddannelse. Ministeriet forudsætter, at antallet af elever er uændret.
Haarder til kommunerne: Unge med særlige behov har krav på uddannelse
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.