"Lærerne er professionelle, og deres stolthed byder dem at lave elevplanerne ordentligt. Planerne bliver let meget omfattende, og derfor kommer de til at virke som en besværlig opgave. Nu skal jeg ikke allerede drage konklusioner, men jeg vil overveje, om det er nødvendigt med elevplaner i 9. klasse", siger Bertel Haarder til folkeskolen.dk.
Undervisningsministeren har nedsat et udvalg, der skal komme med forslag til regelforenklinger, og i dag tog han selv hul på en turne til skoler for at se på undervisning og tale med lærere om, hvad det er for administrative krav, der tynger dem.
Haarder trækker i land
Bertel Haarder lagde ud i Odense, hvor han besøgte Søhusskolen, der ligger i et sølvbryllupskvarter i det nordlige Odense, og Abildgårdskolen, hvor 92 procent af eleverne er tosprogede.
Begge steder pegede lærerne på, at det især er elevplanerne, der stjæler deres tid. På Søhusskolen underviser Kim Lynbech og Nicolai Thomsen i geografi, historie og samfundsfag i overbygningen og skal skrive omkring 300 elevplaner hver.
Også Astrid Madsen fra Abilgårdskolen i Vollsmose underviser de ældste elever. Hun sagde:
"Vores elever i 9. klasse kan hverken selv lave uddannelsesplaner eller få hjælp til det af deres forældre, som ikke kender det danske arbejdsmarked særlig godt. Eleverne har brug for lærerstøtte. Derfor er det voldsomt, at vi både skal skrive elevplaner, uddannelsesbog og uddannelsesplaner".
Afbureaukratiseringsudvalget skal netop se på, om de tre elementer kan tænkes sammen.
"Allerede på Søhusskolen tænkte jeg på, om det virkelig er nødvendigt med elevplaner i 9. klasse, hvor eleverne skal til afgangsprøve og derfor bruger en del tid på at øve sig i prøvefagene", svarede Bertel Haarder.
Den tanke tog Astrid Madsen godt imod.
"Vi har rykket terminsprøverne til december, så eleverne kan se, om de er egnede til at søge i gymnasiet. Men elevplanerne er overflødige, for løbet er kørt, når eleverne får dem", sagde hun.
Senere trak Bertel Haarder lidt i land på sit tilsagn.
"Det kan godt være, elevplanerne kun skal falde væk i de fag, hvor eleverne skal til skriftlig prøve", sagde han til folkeskolen.dk.
Åben over for at tænke flere fag sammen
På Søhusskolen talte Karin Kroer Andersen, klasselærer i 3. A, varmt for, at der kun bør skrives elevplaner i de centrale fag.
Det ville sende et forkert signal til elever og forældre om, hvis de mindre fag ikke er ligestillede med de større fag, mente Bertel Haarder.
"Hvis en elev får masser af kritik i de andre fag, men er brandgod i billedkunst, skal han så ikke have det at vide", spurgte ministeren.
Lærerne på Søhusskolen blev hurtigt enige om, at eleverne har brug for tilbagemeldinger i alle fag, men lærerne omkring en klasse kunne tage en snak om det, eleverne er gode til uden for kernefagene, og føje det på elevplanerne, mente Karin Kroer Andersen.
Den ide vil Bertel Haarder bede udvalget drøfte.
"Der bør fortsat skrives elevplaner i alle fag, men jeg vil gerne være med til at se på, om visse fag kan indgå i en større beskrivelse af flere fag. Jeg har nedsat udvalget til at se på, om der er unødvendige detaljeringsgrader", sagde Bertel Haarder.
Eventuelle justeringer kan ske ved at tilpasse bekendtgørelsen om elevplaner, mener han.
"Bekendtgørelsen er i spil, men jeg tror ikke, selve loven er et problem. Men skulle det være nødvendigt at rette loven til, er jeg parat til at indkalde forligskredsen", siger Bertel Haarder til folkeskolen.dk.
Haarder er parat til at se på omstridte elevplaner
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.