Baggrunden for samrådet var, at det i Klagenævnets Årsrapport for vidtgående specialundervisning fra 2008 fremgår, at klagenævnet omgjorde 43 procent af sagerne. I mere end 70 procent af disse medførte det, at eleven fik mere hjælp.
I samrådet afviste undervisningsminister Bertel Haarder, at ændre på reglerne for, hvordan forældre med børn, der modtager specialundervisning, kan klage over de tildelte støttetimer.
"Det er kun en lille andel af dem, som får specialundervisning, der klager. Det er selvfølgelig bedst, hvis der ikke er nogen klagesager overhovedet. Men at kommunerne kun har haft 69 sager, hvor de er blevet bedt om at ændre vurderingen, er ikke så chokerende, at vi skal ændre reglerne", sagde Bertel Haarder.
Han bemærkede videre, at der er sket et fald i antallet af klager, hvor en afgørelse skal ændres.
Sagsbehandlingen halter
Pernille Frahm (SF) havde indkaldt til samrådet. Hun konstaterede, at sagsbehandlingstiden var for lang, og at det var problematisk. Det erkendte undervisningsministeren.
"Sagsbehandlingstiden er et problem. Der er en række ubehandlede sager fra sidste år. Klagenævnets sekretariat er blevet tilført ekstra resurser i slutningen af sidste år og i begyndelsen af i år. Derudover er der udarbejdet en handlingsplan, så der kan afholdes flere møder i klagenævnet, så sagerne kan afvikles hurtigere", sagde Bertel Haarder.
Ikke flere penge
Pernille Frahm havde også bedt undervisningsministeren om at gøre rede for udsigten til flere penge til efteruddannelse i specialpædagogik. Her refererede Bertel Haarder til de seneste undersøgelser på området.
"De viser, at lærerne selv synes, de giver god specialundervisning, men samtidig efterlyser de bedre specialpædagogiske kompetencer. Ikke nødvendigvis i form af efteruddannelse til sig selv, men også i form af rådgivning. Det er altså meget praktisk, det lærerne efterspørger", sagde ministeren.
Han understregede, at man ikke nedprioriterede specialundervisningsområdet.
"Når vi ser på, hvad kommunerne giver af penge til specialundervisning, så er det steget fra fire milliarder i 2007 til 4,56 milliarder i 2009. Altså en ganske kraftig procentvis stigning. Vi tager netop penge fra andre områder, og giver dem til specialundervisning", sagde Bertel Haarder.
Samrådet sluttede efter 40 minutter, da undervisningsministeren bemærkede, at han ikke kunne sige mere nyt om emnet. Det indledende spørgsmål om, hvordan det i højere grad kan sikres, at børn med særlige behov får den undervisning, de har ret til, svarede han aldrig på.
Haarder: Antallet af klagesager er ikke chokerende
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.