På grund af kommunens besparelser på skoleområdet skrev Ole Rye Christensen til forældrene, at så længe der er opbakning til regeringens skattepolitik, kan folkeskolen kun tilbyde et dårligere undervisningstilbud. Det fik Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti til at bede Bertel Haarder (V) om at sørge for, at Ole Rye Christensen blev fyret.
"Hvis ikke skoleledere som Ole Rye Christensen afskediges, vil rammen for, hvad der politisk er acceptabelt for lærere konstant blive udfordret og udvidet og føre til øget politisering i folkeskolen", lød det i hans opfordring til ministeren.
Bertel Haarder vil ikke gå ind i sagen.
"Det tilkommer ikke mig som undervisningsminister at vurdere berettigelsen af, at den pågældende skoleleder har fremsat en sådan erklæring. Det er et anliggende for hans arbejdsgiver, det vil sige kommunalbestyrelsen i Silkeborg Kommune", skriver han i sit svar til folketingsmedlemmet fra Dansk Folkeparti.
I Silkeborg har personalechef Frank Høy givet Ole Rye Christensen en mundtlig påtale.
"De øverste chefer har vurderet, at mit brev var over grænsen for, hvad jeg kan tillade mig. Jeg skulle have skrevet det som et læserbrev og ikke på et officielt papir fra skolen. Jeg har fået at vide, at jeg skal tænke mig ekstra godt om en anden gang, og det gør jeg så", siger Ole Rye Christensen.
Han er med i et netværk med andre skoleledere i kommunen, og her har han opfordret til, at de tager en debat om, hvad de må og ikke må udtale sig om.
I sit svar til Morten Messerschmidt peger Bertel Haarder på, at offentligt ansatte har samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Friheden begrænses af en loyalitetspligt - ikke mindst i tilfælde, hvor en offentligt ansat udtaler sig i tjenesten- men praksis er, at de har vidtgående frihed til at udtale sig om resursespørgsmål inden for deres eget arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.
Haarder afviser at fyre åbenmundet skoleleder
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.