Håndtering af viden i den hyperkomplekse verden

Carsten Rønns glimrende bog giver en teoretisk ramme til forståelse af iagttagelse, viden, videnskabsteori og metateori.

Bogen udmærker sig ved at være både bred og dyb, fordi Rønn bygger lag på lag med det enkle udgangspunkt, at mennesker iagttager og gør sig tanker derover.

Det sker ikke løsrevet fra tid eller sted. Centrale teorier om iagttagelse diskuteres, indlejret som de er i deres tid, med vægt især på kognitionspsykologien og konstruktivismen/ socialkonstruktivismen. Budskabet er (og Rønn er her tro mod sin konstruktivistiske tilgang), at al viden skal reflekteres og begrundes. Kritisk viden er et redskab for professionsudøveren i sin praksis, og vidensudvikling skabes i feltet mellem professionsudøverens forforståelse og en refleksion i fire overordnede dimensioner: aspekt, perspektiv, pragmatik og etik.

Selvom mange teorier er i spil, opleves det ikke opremsende. Rønn samler trådene i sit eget iagttagelsesbegreb og i en belysning af viden ud fra to kernebegreber: epistemologi (læren om viden og erkendelse/erkendelsesprocesser) og ontologi (læren om det værende, verdens eksistens, individets forhold til verden).

Det teoretiske indhold understøttes heldigvis af en række figurer og håndfaste analyser af faglige begreber. Stoffet er tungt, men jeg mener, at det lykkes for forfatteren at udvikle et vidensbegreb, som - med hans egne ord - "er i dialog med psykologiske, sociologiske og metateoretiske strømninger i disse år" (side 288).

Det næste lag i bogen er: Hvad er videnskabsteori? De tre hovedgrupper naturvidenskaben, individ- og humanvidenskaben samt samfundsvidenskaben belyses. Rønn runder af med sit bud på en pragmatisk konstruktivistisk videnskabsteori.

Denne pragmatisme er befriende, fordi den er med, men ikke står alene som udtryk for "hvad der kan lade sig gøre". Etiske overvejelser over anvendelse og udvikling af viden bliver en vigtig del af den metateoretiske model over videnskab og virkelighed, som udgør bogens sidste del.

Kapitlet om metateori i den postmoderne verden udgør det sidste lag, og et af lysene i toppen af lagkagen lyder således: "Den udvikling, der foregår i disse år i institutioner, der varetager undervisning, kan karakteriseres som en udvikling fra de studerendes videnstilegnelse til vidensproduktion eller vidensudvikling" (side 248). Det kræver et refleksionsrum, som beskrives godt i bogens afsluttende figur. Professionsudøveren bruger sin teoretiske viden og sine systematiske iagttagelser i samspil med sin praksis: "Hvorfor sker dette/Hvorfor tænker jeg sådan?", fortsat som refleksion i et metateoretisk perspektiv: "Hvad er præmisserne for, at dette sker/Hvad er præmisserne for, at jeg tænker sådan?"

Sådan bliver det muligt at udvikle ny viden og kompetencer.