Desværre er det sådan, at flere og flere børn og unge pådrager sig diabetes. Man ved ikke rigtigt hvorfor, men blandt andet livsstil og stress er mistænkt.
I skolen oplever vi derfor også at få flere elever med denne sygdom.
Heldigvis er det en lidelse, man kan leve med uden væsentlige begrænsninger, omend det kan være besværligt.
Mindre børn tager oftest den slags tilskikkelser med fatning, som en naturlig del af livet, ligesom de kan klare så meget andet. Men unge specielt i puberteten, som også er den periode, hvor flest rammes af sygdommen kan føle det som en meget voldsom og uretfærdig skæbne. Det gør ikke ligefrem livet for dem selv og deres omgivelser lettere som om der ikke var problemer nok i forvejen.
Der er dog hjælp at hente hos Diabetesforeningen, som nu også har udgivet denne sværvægter af en håndbog. Den er med mange, gode og overskuelige artikler af fagfolk beskæftiget med diabetesforskning og -behandling, og der er afsnit om blandt andet unge, ungdomskultur og psyken i relation til det at blive ramt af diabetes i den alder. Foruden naturligvis fakta og praktiske forhold, som er relevante for børnene og de unge selv, forældrene og andre i omgivelserne.
Selv om bogen primært er beregnet for forældre, vil den være en uvurderlig støtte for lærere, som har diabetesbørn eller -unge i klassen. Derfor bør den være en del af lærerbibliotekets tilbud.
Håndbog om børn og unge med diabetes
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.