Helhed i skolen
Dispositionen for denne publikation er enkel: en række indlæg om politik, et mellemafsnit om forskning og teori og en hale af praksis. 28 små kapitler i alt, hvor lige så mange forfattere har skrevet om en skolestart, der angiveligt skulle fremme børnenes opfattelse af livet som noget, der hænger sammen.
Dispositionen passer ikke med virkeligheden. Udviklingen på området sker ikke i den rækkefølge, at visionære politikere starter med at udstikke retnings-linier på baggrund af de fremmeste forskeres anvisninger, som lærere og pædagoger så pligtopfyldende omsætter til daglig praksis i de tusinde læringsmiljøer, der skal erstatte det, som mindre visionære kræfter fortsat kalder noget så uopfindsomt som skoler og fritidshjem/skolefritidsordninger.
Dagsordenen er anderledes. Det handler om at spare nogle penge. Og ud fra den erkendelse er dispositionen god nok: man kunne have kaldt overskrifterne Hvad kan vi få, Hvordan kan vi begrunde det, når det nu ikke kan være anderledes, og Hvorledes slipper vi af sted med at lave noget, der i det mindste på overfladen ligner visionerne.
Men et sådant pragmatisk syn på indskolingsverdenen får sjældent lov til at boble op i bogen. Alle lader venligt som om, at børnenes tarv til enhver tid er højt hævet over fagforeningsinteresser og kommunale budgetforhandlinger.
Bogen er ikke uanvendelig eller ligegyldig. Det er en god ide at samle synspunkterne op som en slags status, nu hvor den officielle del af projektet Folkeskolen år 2000 er afsluttet. Man savner dog et optryk af anbefalingerne fra arbejdsgruppen omkring projektets såkaldte fokuspunkt 5. Den fælles aftale mellem ministerium, kommuner og lærerforening svæver over vandene i mange af bogens indlæg, hvis der da ikke direkte citeres fra det.
Det må anbefales læseren at gemme de politiske ordføreres og organisationsfolkenes indlæg til sidst - for eksempel en nat med udsigt til ufrivillig søvnløshed. Jeg ved ikke, hvor mange antologier og lignende som politikere og organisationers topfolk mellem år og dag bliver bedt om at bidrage til, men det er sikkert ikke få. Og hvis man ellers råder over et velfungerende sekretariat, skal man være en yderst stålsat karakter, hvis man hver gang selv sætter sig foran skærmen og finder på noget nyt. Det gør man heller ikke, og dette afsnit af bogen har et umiskendeligt genbrugspræg. Værst er kapitlet fra Kommunernes Landsfor-ening. Når man har læst det, lukker man bogen. For så kan man lige så godt sidde på egen hånd og mene ingenting.
De teoretiske indlæg er gode, og nye helhedsskoler kan starte her og skynde sig hen til de sidste afsnit, hvor en række skoler beskriver, hvordan de i praksis har gjort F2000 til andet end mundsvejr.
En debatbog
Redigeret af Bent Brandt Jensen og Magne Uldall-Jessen160 sider,148 kronerKan købes hos Mukon, Asgårdsvej 19, 7800 Skive
Håndbog i skjulte dagsordener
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.