Fine indgange til faglig læsning i indskolingen.
De to forlag Turbine og Gyldendal har begge lanceret nye serier til faglig læsning i indskolingen med fokus på layout og læseforståelsen.
"H.C. Andersen" og "Astrid Lindgren" er de to nyeste bøger i Gyldendals nye serie "Faktisk!" Hvor de første seks bøger har emner inden for natur/teknik, er disse to fagbøger små biografier om de to store skandinaviske forfattere til litteraturundervisning eller lystlæsning. Sproget er fortællende og skrevet, så det skaber interesse og genkendelse. Der er ordforklaringer undervejs, som understøtter læseforståelsen. På den måde lægger læsningen op til, at eleverne skal øve den selvstændige faglige læsning. Undervisningsvejledningen, som findes på nettet, lægger fint op til undervisning, der understøtter den faglige læsning.
Forlaget Turbine har udgivet fire bøger i sin nye serie "Jeg læser" til faglig læsning i indskolingen. Emnerne rammer elevernes interesser, og bøgerne appellerer også i layoutet meget til eleverne. Der er flere fotos på samme opslag, som vækker interessen og understøtter læsningen. De gule faktabokse på opslagene med tegninger og tekst gør læsningen sjov og overskuelig. Der er flere farver på opslagene end i Gyldendals "Faktisk!"-serie.
Også til "Jeg læser"-serien findes der opgaver på på nettet. Kvaliteten er generelt fin, men enkelte opgaver kunne efter min mening været sorteret fra.
De to serier "Faktisk!" og "Jeg læser" supplerer hinanden godt i undervisningen i faglig læsning og har begge fine indgange til faglig læsning i indskolingen.
H.C. Andersen / Astrid Lindgren / Kjoler / Tsunami / Hunden / Løven
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.