Gyldendals metodehåndbog

I efteråret 2011 udkom "Gyldendals pædagogikhåndbog" - et vellykket forsøg på at indkredse både nutidig og hedengangen pædagogisk tænkning i Danmark. Nu er forlaget klar med "Gyldendals metodehåndbog", der i samme helhedsorienterede stil behandler de forskellige metoder, der traditionelt og aktuelt er anvendt her i landet.

Håndbogen er hverken i omfang eller indhold lige så ambitiøs som sin "storebror", men det stofområde, den vil belyse, er også en hel del lettere at afgrænse og beskrive. Her har vi fat i den egentlige aktivitet undervisning, og hvilke former den kan foregå i.

Der præsenteres en bred vifte af metoder, både med hensyn til hvordan undervisningsstoffet tilgås, og med hensyn til hvordan elevernes arbejde kan organiseres. Mindre fyldigt, men nok så relevant, behandles også ledelsesmetoder - både lærerens ledelse af klasser og den overordnede ledelse af skolen.

Forfatternes ærinde er at gøre nuværende og kommende lærere bevidste om de valg, de hver eneste dag skal træffe i planlægningen af undervisning. Det er kendt, at især nye lærere kan føle sig usikre i denne proces, og også hos mere erfarne lærere er der ofte så mange opgaver ved siden af undervisningen, at det føles mere overskueligt bare at trække på arvegodset og køre business as usual.

Bogen har flere gode indfaldsvinkler til, hvorfor undervisningen bør trække på forskellige arbejds- og organisationsformer. De altovervejende grunde hertil er ifølge forfatterne, at vi i dag står med ganske heterogene elevgrupper sammenlignet med for 100 eller bare 50 år siden. Derfor vil de kompetencer, som samfundet ønsker, at eleverne udvikler, ikke kunne tilegnes af alle gennem den samme slags undervisning. Og at den viden, der skal formidles til eleverne, ikke er fastlagt eller entydig og derfor kun i et vist omfang egner sig til såkaldt traditionel klasseundervisning.

Det er svært at være uenig i disse synspunkter, men samtidig fornemmer man bogen igennem en befriende loyalitet over for målgruppen: Det medgives gentagne gange, at der ikke eksisterer snuptagsløsninger, når det gælder undervisning og socialisering af børn i et fællesskab. Under henvisning til eksisterende forskning påpeges det desuden, at ingen metode i sig selv kan påvises at være bedre end andre og dermed en slags garant for den gode undervisning.  

Et kig ned over listen af forfattere afslører, at langt størstedelen har en baggrund som lærer. At de formentlig selv har haft udfordringerne tæt inde på livet, gør blot fremstillingen heraf desto mere læseværdig.