Gudernes drik

Efter en gudekamp mellem aserne og vanerne besegles freden, ved at alle spytter i et stort kar. Men af angst for, at karret med det guddommelige fredsspyt skal gå til grunde, skaber guder mennesket Kvaser af spyttet. Han har al den forstand og evne til at digte og fortælle, som man kan tænke sig, men han er også godtroende.

Derfor narres han i baghold af dværge, som halshugger ham og gemmer hans dyrebare saft i tre kar. Disse erobrer jætten Suttung fra dværgene.

Og resten af historien beretter om Odins egenhændige kamp for at tilbageerobre klogskaben og digterevnen.

Det lykkes ved snuhed og trylleri. De guddommelige dråber placeres på toppen af jordens højeste bjerge, og siden har menneskene måttet slide i det for at smage på visdommens og digtekunstens dråber.

Men lidt af væsken falder uden for Asgård. Og de uheldige, som har smagt herpå, er kun blevet dårlige digtere!

Niels Vagner Petersen fortæller, så man må tro, at han har syppet lidt uden for Asgård i nogle lidt pædagogiske skråt-nedad-bemærkninger, men i det store og hele har han fået fat på en dråbe fra tinderne.

Der er saft, kraft og truende ragnarok i denne guddommelige fortælling, hvilket understreges på mageløs vis i Klaus Albrectsens illustrationer. Her er jættekraft og gudesaft, der vil noget. Og pudsigt er det, at Odin ligner en dreven, hestehalegrånet 68'er, der lige er stegeet af sin Christiania-cykel, mens Tyr, der har mistet sin højrehånd i Fenrisulvens gab, ligner tegneren selv. Og det endskønt ikke en eneste af tegningerne er venstrehåndsarbejde.

I denne bog er der dråber til børns og voksnes sjæle og tunger.