De næste 6 måneder leverer Fuldkornspartnerskabet 1200 kilo fuldkornsmorgenmad gratis til eleverne på TEC Hvidovre. Partnerne ønsker på denne måde at medvirke til, at eleverne får en sund start på dagen og på deres uddannelsesforløb
"Kost og motion hænger sammen med indlæring, og et måltid er med til at skabe nye sociale bånd mellem de unge. Vi vil sørge for, at eleverne får deres energidepoter fyldt op gennem sund morgenmad og motion. Samtidig kobler vi den fysiske træning til læringssituationen, da vi tror på, at dette er med til at styrke både indlæring og sammenhold", siger Johnny Olsen, der er uddannelseschef på TEC Hvidovre.
Bekymrende spisevaner
"Vi har undersøgt, hvad de unge spiser, inden skoledagen starter - og det var bekymrende. Samtidig fandt vi ud af, at de unge gerne vil have sund morgenmad. Derfor er fuldkorn et rigtig godt valg. Det holder maven mæt og blodsukkeret er stabilt, så man kan koncentrere sig længere. Fuldkorn er derfor den optimale måde at starte en skoledag på. Samtidig viser undersøgelser, at et sundt
morgenmåltid er medvirkende til, at man spiser sundere resten af dagen", siger Regitze Siggaard, der er partnerskabsansvarlig i Fuldkornspartnerskabet. Projekt bliver skudt i gang på mandag med en kæmpe fuldkornsbuffet, hvor to fuldkornsambassadører vil være til stede. Det er den tredobbelte OL-vinder i roning, Eskild Ebbesen, og den syvdobbelte danmarksmester i 800-meter løb, Rikke Rønholt. De fortæller, hvad sund kost har betydet for dem, hvorfor det er så vigtigt at spise sundt, og hvordan en sund livsstil gør, at man yder bedre på skolebænken.
Ved samme lejlighed får alle eleverne mulighed for at teste deres form og sundhedstilstand.
Bedre kost - lyst til uddannelse?
TEC og Fuldkornspartnerskabet har etableret sundhedskampagnen, dels for at optimere de unges sundhed, dels for at undersøge om bedre kost kan have en positiv effekt på elevernes lyst til at holde fast i uddannelsen. TEC i Hvidovre er en af Danmarks største tekniske skoler med ca. 4.500 elever.
TEC har afsat 9 millioner kroner i en fremtidspulje, som udover morgenmadsritualet og nye motionsrum bl.a. skal sikre et bedre studiemiljø og dermed, at flere elever fuldfører deres uddannelse.
I 2008 oplevede TEC, at én ud af tre elever faldt fra grunduddannelsen i løbet af året. Initiativet er en del af kampagnen "Vælg Fuldkorn Først". Blandt kampagnens partnere er patientforeninger, myndigheder og producenter.
Gratis fuldkornsmad til elever på teknisk skole
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.