Gøgeungen

Midt i juni gik starten på endnu en sommers heftig skoledebat: Den danske skole er for dyr og for dårlig, og dens lærere leverer ikke varen. Sådan lød det fra afdelingschef Jørgen Lotz fra Finansministeriet under de netop afsluttede økonomiforhandlinger mellem stat og kommune.

Og som på bestilling kom så OECD-rapporten om dansk økonomi med et langt afsnit, der leverede skyts til Finansministeriets angreb på kommunerne og deres administration af skolerne. Rapporten fastslår blandt andet som en kendsgerning, at 519.000 elever i snit modtager 750 undervisningstimer om året af godt 58.000 lærere. Danskerne får for lidt for pengene, konkluderede Lotz. Folkeskolen skal effektiviseres.

Men tallene bedrager. Skoleledelse, efteruddannelse, konsulentvirksomhed, allehånde særfunktioner, fagforeningsarbejde, PPR-arbejde (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), specialundervisning og så videre lægger i dag beslag på mere end en tredjedel af alle læreransatte i folkeskolen. Selv om væksten på enkelte områder nok har aflastet normalklasselæreren en del, har den som helhed indskrænket hans spillerum og øget den handlingstvang, han er underlagt i det daglige arbejde. Al skønsnak om eleven i centrum til trods rykkes skolens fokus mere og mere væk fra eleverne og over på de voksnes samspil. En udvikling, der for alvor har taget fart siden 1990 som følge af nye styrelsesregler, indholdsreform og nye arbejdstidsregler, gennemtrumfet af politikerne selv med høj cigarføring. Aldrig i skolens historie har så mange fået så lidt ud af så meget besvær.

Skolens ineffektivitet skyldes i vid udstrækning politikernes bessermachen, og det burde give dem anledning til dyb selvransagelse. Men der er intet i de politiske kommentarer, OECD-rapporten har udløst, der tyder på, at den vilde vækst i skolens udenværker vil blive stoppet, endsige rullet tilbage. De tiltag, der bringes på bane med henblik på at få skolen til at give mere for pengene, er så godt som alle rettet imod de to tredjedele af lærerstanden, der arbejder i normalklasserne. Således eksempelvis højere klassekvotienter, mindre forberedelsestid og resultatløn som ledelsesinstrument i hænderne på en styrket skoleledelse.

Hvor utroligt det end kan forekomme, er det derfor blevet nødvendigt at minde om, at det er lærerens undervisning, der er skolens kerneydelse. Udenværkerne har faktisk kun eksistensberettigelse, for så vidt de hjælper læreren og eleverne til at yde det optimale i klasserummet. Af alle skolens ansatte er den reelt undervisende lærer den, der sidst kan undværes.

Pointen med denne banale konstatering skal ikke være, at alle udenværkerne omgående skal demonteres og besparelsen overføres til undervisning. Men politikerne har fået klare meldinger fra alle sider, der fortæller, at det ambitionsniveau, folkeskoleloven anlægger, kræver massive investeringer. Udebliver disse investeringer, må ambitionsniveauet justeres ned. Fastholdes udenværkernes vækst da på bekostning af de reelt undervisende lærere, så er skolens politiske ledelse ikke sin opgave voksen. Så har den tabt selve sigtet med skolen. Så er udenværkernes vilde vækst blevet en gøgeunge i folkeskolens rede.

Niels Christian Sauer er lærer.