"Gotfreds dyrehandel" er et matematikprojekt, der kan køre over en kortere eller længere periode. Matematikbegreber og forståelse relaterer sig til børns hverdag. Projektet kan kombineres med dansk.
Nogle af projektets faglige mål er, at børnene skal kunne tallene til 20, forbinde et tal med den rette mængde, kende former og klokken samt anvende og forstå forholdsord og lignende.
Materialet er udarbejdet af to børnehaveklasseledere, der er inspirerede af Dunn og Dunns læringsstilteori. Den går ud på, at nogle børn lærer i helheder og andre trin for trin, og at nogle børn lærer bedst med ørerne, andre med øjnene, med hænderne eller med hele kroppen.
Materialet lægger på glimrende vis op til, at undervisningen skal tage udgangspunkt i det enkelte barns dominerende læringsstil.
"Den gode historie" er det bærende element i materialet. Historierne handler om, hvordan Godtfred bliver dyrehandler, og hvordan han og hans kone anskaffer sig dyr til forretningen.
Vejledningerne giver mange inspirerende idéer til matematikværksteder. Der er kopiark til eleverne med ekstra opgaver og anvisninger på evaluering af elevernes færdigheder og forståelse samt skema for efterfølgende handleplaner.
Det er meget vigtigt at læse materialet godt igennem, inden man begynder. Det giver et nødvendigt overblik over arbejdsgangen, og hvad der kan passe til den enkelte klasse.
Materialet virker nemt at gå til. Og der er rigtig mange måder at lære tal på.
Overvejer man at anskaffe materialet, kan forfatternes artikel i Børnehaveklasseforeningens blad "Skolestart " nummer 5, august 2006, anbefales til videre fordybelse.
Godtfreds dyrehandel
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.