Godt initiativ - problematisk bog

Tre ministre udsender svag bog om forældresamarbejde og tavshedspligt

På forordets første side nævnes målgruppen sundhedsplejerske, daginstitutionsmedarbejder, lærer, klubmedarbejder og sagsbehandler tre gange. Så skulle ingen være i tvivl om, at de tre ministerier er enige om, hvem de henvender sig til.

Budskabet er, at de nævnte grupper alle har et særligt ansvar for børn og unge, og at ministerierne har en forventning om, at de er i stand til at fange de signaler, som børn og unge med store problemer udsender, at de går i dialog med forældrene inden for de muligheder og begrænsninger, som følger af reglerne om underretnings- og tavshedspligt, samt at de kan henvise forældrene til de rette hjælpeinstanser.

Bogen gennemgår derpå reglerne specifikt for hver af faggrupperne. Sundhedsplejerskerne får at vide, at de er en del af den kommunale sundhedstjeneste, og at størstedelen af deres virke i barnets første leveår foregår i hjemmet. Forhåbentlig er det ikke ny viden for en kommunal medarbejder.

Til illustration af lovteksten og fortolkningerne bringer bogen en række eksempler. Et af dem handler om Marianne og Morten, som er skilt og har forældremyndighed over hver sit barn, faderen over drengen, moderen over pigen. Marianne har fået det tiltagende dårligt i den sidste tid, og dagen før sønnen skal på samværsbesøg, har Marianne forsøgt at kvæle datteren, som derfor er indlagt på sygehus.

Sagsbehandleren er nu i tvivl om, hvorvidt hun skal sige det til Morten. For, som der forklarende står, er oplysningen om kvælningsforsøget i sig selv en fortrolig oplysning. Eksemplet afsluttes med en bekræftelse på, at sagsbehandleren her står over for en berettiget videregivelse af oplysningen. Hvis en sagsbehandler bliver klogere af dette eksempel, må hun være meget ny i jobbet.

I et andet eksempel tegnes billedet af en konflikt med en mor, som truer med at anmelde pædagogerne for overtrædelse af tavshedspligten, hvis de går videre til forvaltningen. Her konkluderes, at pædagogerne kan tage truslen let, da underretningspligten i denne sag tilsidesætter tavshedspligten, samt at en aktiv indsats for at få samarbejdet med moderen etableret vil være det bedste grundlag at gå videre på. Et sådant samarbejde etableres med alle forældrene, når barnet starter i institutionen!

Det virker ikke som nogen hjælp at få at vide, at hvis man geråder i konflikt med forældrene, burde arbejdet have været gjort bedre for mange år siden.

Bogens sidste 30 sider gennemgår reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger, og der bringes uddrag af forvaltnings- og bistandsloven.

Titlen skabte hos mig forventninger om, at her kom en vejledning til de medarbejdere, der har den daglige kontakt til og det vanskelige samarbejde med tunge problemfamilier. Men det, der burde have været en opbakning og professionel vejledning, bliver fortyndet til klichéer og varianter af lovtekstens formuleringer.

Selv om man må medgive, at det ikke er muligt at give konkrete vejledninger om, hvornår der skal underrettes, indhentes samtykke eller handles i en given situation, kunne det have været velgørende, hvis der bare et sted havde stået: Når du har læst disse regler, fordøjet dem og drøftet dem med dine kolleger, så brug din sunde fornuft, sig og gør det, du finder rigtigt og hensigtsmæssigt - og tag ansvaret for det.

En vejledning, der relaterer sig til en lovgivning, som har været i kraft siden 1. januar 1987, kunne have taget udgangspunkt i erfaringer fra god praksis. Opgaven kunne måske også være løst ved at inddrage journalister eller formidlingsfolk. Stilistisk virker bogen, som om den er skrevet af lovkontorernes jurister. Frem for at støtte og motivere lærere og andre medarbejdergrupper til at gå personligt ind i arbejdet - vove sig selv for at tale kierkegaardsk - lægger den mere op til, at dialogen og samarbejdet skal foregå med regelsættet i højre hånd. Den sætter fokus på, at medarbejderne først og fremmest skal gøre tingene rigtigt og ikke på at gøre de rigtige ting.

Bogen vil kunne bruges på uddannelsesinstitutionerne. Her vil den enkelte faggruppe kunne få en bred orientering om de andre faggruppers vilkår og muligheder, her vil de elementære oplysninger fra lovteksterne være velanbragte, og her vil der være metodiklærere til at gennemarbejde, hvordan man omsætter lovgivningens intentioner og regler til praksis. Det er synd, at et påskønnelsesværdigt tværministerielt initiativ kan komme til at skuffe bogens målgruppe. Der er ikke andet at sige, end at initiativet er godt, men der skal ses kritisk på titelformulering og sprogligt leje.