Projektet er udarbejdet i Høje Taastrup Kommune, men projektets forslag om tiltag, der kan ændre overvægtige børns fedmestatus, kan bruges i alle kommuner, vurderer professionsbachelor i ernæring og sundhed, Betina Moe. Hun har sammen med to af sine tidligere medstuderende fra Suhr's Seminarium, Ellen Simonsen Tørsleff og Mie Louise Bak Mikkelsen, skrevet bachelorprojektet om overvægtige børn i skole og SFO.
"Projektet er realiserbart. Det er ikke kun skræddersyet til Høje Taastrup Kommune, for alle kommuner har en opgave i forhold til at forebygge og behandle overvægt blandt børn", siger Betina Moe.
Tiltag, der inkluderer alle børn
På baggrund af arbejdet med projektet foreslår de tre professionsbachelorer blandt andet, at skolerne inddrager bevægelse i undervisningen, og at der indføres frugtordninger, udeskoler og legepatruljer.
Projektet tager udgangspunkt i inklusion, så derfor rettes tiltagene mod alle børn og ikke kun de overvægtige.
"Det har været vigtigt for os, at vi ikke stigmatiserede problemet yderligere. Alle børn skal have mulighed for at være med i de tiltag, projektet foreslår, uanset om de er overvægtige eller ej", siger Betina Moe.
Bedre kommunikation
Projektet viser, at vidensdelingen mellem forskellige afdelinger i kommunen og institutioner som skoler og SFO er begrænset.
"Det er ikke, fordi afdelingerne ikke vil samarbejde. Men tiden til at dele viden mangler nogle gange. Og så sidder de forskellige konsulenter på hver deres afdeling med hver deres projekt, uden at de er bevidste om, at andre afdelinger sidder med noget af det samme", siger Betina Moe.
Derfor anbefaler projektet, at kommuner ansætter en sundhedsvejleder, som skal sikre, at gode erfaringer fra forskellige projekter deles, og at kontakten mellem institutioner og kommuner holdes. Projektet erkender, at et sådant tiltag vil kræve økonomiske resurser.
Et andet tiltag, der kan sikre bedre kommunikation, er at skolerne nedsætter sundhedsteams, som har til opgave at varetage den daglige drift af de forskellige tiltag.
"Ofte er det sådan, at uden ildsjæle, så falder projekterne til jorden. Men det dur ikke at være afhængig af ildsjæle, og derfor er der brug for at nedsætte et sundhedsteam", siger hun.
Kommunen bruger tiltagene
Nina Marie Andersen, pædagogisk konsulent for kost og udvikling i Høje Taastrup Kommune, glæder sig over projektets forslag til tiltag.
"Projektet bygger på mange interview med børn, lærere og pædagoger, så tiltagene er ikke bare taget ud af den blå luft. De har gang på jorden, og de ligger lige til højrebenet at bruge", siger hun.
Kommunen har netop fået 200.000 kroner fra en pulje til kost- og motionsundervisning. Klubber og SFO'er kan søge om del i pengene til projekter, som skal have særligt fokus på sundhedssvage børn. Kommunen har valgt at kræve, at projekterne skal indeholde mindst seks af de tolv tiltag, som bachelorprojektet foreslår.
Fem af kommunens centre skal i samarbejde udvælge de projekter, som får del i pengene. Siden skal de fem centre følge op og evaluere projekterne, hvilket kræver intern kommunikation i kommunen.
"Muligheden for at igangsætte projekter for de bevilgede midler giver os også mulighed for at øve os i at blive bedre til det tværfaglige samarbejde. Hertil har bachelorprojektet givet os fagligt velfunderede og relevante forslag", siger Nina Maria Andersen.
God kommunikation er nødvendig for indsatsen mod fedme
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.