Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Gladsaxe vil skære 40 millioner af specialundervisningen

Ikke alene mister over 200 børn og unge den støtte, de får i dag. Virkningen vil kunne mærkes over alt på skolerne, siger lærerne i Gladsaxe Kommune, hvor politikerne planlægger kraftige besparelser på specialundervisningen.

Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
20. januar 2009, kl. 10:11

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Specialskolen Lundevang mister sin indskoling og skolefritidsordning. Andre specialafdelinger på folkeskoler lukkes, gruppeordninger reduceres, og udgiften til enkeltintegrerede elever skal halveres. Hertil kommer en besparelse på ti procent efter grønthøstermetoden på den vidtgående specialundervisning.

Alt i alt skal udgifterne reduceres med cirka 40 millioner kroner ud af et budget, der i løbet af 2008 blev justeret op fra 222 til 234 millioner kroner. Kravet om besparelser kommer efter flere år med merforbrug. Således er antallet af enkeltintegrerede elever steget fra 65 i skoleåret 2007/08 til 99 i dette skoleår.

Der mangler sammenhæng

Forslaget er sendt til høring på skolerne, sideløbende med at Gladsaxe Kommune har sat et projekt om rummelighed i gang.

"De ansatte ryster på hovedet over den manglende sammenhæng", fortæller Henrik Poulsen, formand for Gladsaxe Lærerforening, efter et møde, der samlede 75 specialundervisningslærere.

"Vi plejer ikke at kunne samle så mange lærere til et medlemsmøde, men de frygter naturligvis både for deres job og for indholdet af de tilbud, børnene kan få", siger Henrik Poulsen.

Folkeskoleloven kommer under pres

Folkeskoleloven sættes under stærkt pres, hvis nedskæringerne gennemføres, mener lærerformanden.

"Loven indeholder klare regler om, at der skal være undervisningstilbud til alle børn. Børn og unge, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, skal have specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Her kan kommunen ikke henvise til manglende økonomiske resurser", siger Henrik Poulsen.

Hvis besparelserne besluttes, vil det ikke kun ramme elever med vidtgående problemer. Alle elever kan blive berørt, fordi besparelserne vil ødelægge skolernes mulighed for at skabe større rummelighed og inklusion, mener lærerne.

"Det vil både skabe problemer for de børn, der ikke får det rette undervisningstilbud og for alle de andre børn i klassen, og det vil belaste lærerne og pædagogernes arbejdssituation", siger Henrik Poulsen.

Besparelser er som gift

Niels Egelund, professor i specialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, kalder det et meget dårligt signal, når kommuner skærer ned på specialundervisning uden at tilføre resurser til normalundervisningen.

"Besparelserne er gift for debatten om inklusion. Hvis vi ønsker øget rummelighed, er kommunerne nødt til at signalere, at de ikke sparer, men flytter resurser til normalområdet. Ingen lærere vil med deres sunde fornuft i behold tage sig af vanskelige børn, når der skæres ned", siger Niels Egelund i en artikel om inklusion i årets første udgave af Folkeskolen.

Besparelsesforslaget i Gladsaxe er til høring i øjeblikket og skal behandles på et ekstraordinært møde i børne- og undervisningsudvalget på mandag.

"Vi ved, at kommunen skal overholde sit budget, men vi håber alligevel, at politikerne tager nogle af besparelserne af bordet", siger Henrik Poulsen.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Gladsaxe vil skære 40 millioner af specialundervisningen

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS