Giv en hånd

En pige på tre år blev forfærdet, da hendes mor af faderen fik opfordringen: »Gider du lige give mig en hånd«! Hun opfattede det bogstaveligt og lagde an til gråd. Tænk, hvis hun havde hørt om en, der ville slå hånden af hendes mor! Og hvad tænker et barn om udtrykket »at få frie hænder til noget«? Men nu vil jeg lægge sidste hånd på dette afsnit.

Noget af det, der gør det svært at skifte mellem sprogene, er de billedlige udtryk. Vi kan se lidt på nogle legemsdele, som de bruges billedligt eller overført i det danske sprog. Man kan få en næse eller give andre én, man kan sætte næsen op efter noget, men måske kun få en lang næse. Ben i næsen er godt at have, men man skal ikke tabe både mund og næse.

Vi sprogfolk bruger i vid udstrækning øret, har i enkelte tilfælde øre for noget, men taler ofte for døve øren. Men det drejer sig om at holde ørerne stive og ikke vende det døve øre til. Nogle af vore medmennesker kan ligefrem have en ræv bag øret.

Man kan få sig en på øjet. Det udtryk skal man passe på med at oversætte ord for ord. Det samme gælder »at have øjnene med sig«. Det er ikke nødvendigvis de blinde, der ikke har øjnene med sig. »Under fire øjne« kan man roligt oversætte ord for ord til tysk, men bestemt ikke til engelsk. Til gengæld kan man på engelsk som på dansk have sommerfugle i maven.

Munden, som Salmonsens Konversationsleksikon så upoetisk definerer som »tarmens åbning opadtil«, indgår naturligvis også i billedsproget. Man kan have det hele i munden eller måske have det fra hestens egen mund eller mule. Man kan tage munden lidt for fuld eller stå tilbage med åben mund og polypper. Men der er ikke nødvendigvis brug for at opsøge en øre-, næse- og halslæge.

Hovedet er naturligvis et, nå ja, hovedanliggende i billedsproget. Man kan have hoved på, og det er ikke altid behageligt, men hvis man har glemt sit hoved, er det også galt. Mærkeligt nok tilbyder mange at lægge hovedet på blokken. Men man må endelig ikke tabe hovedet.

Selv lillefingeren spiller en rolle i billedsproget. Man kan på dansk sno andre om sin lillefinger, men man kan også undlade at række andre så meget som en lillefinger, for eksempel hvis man, ligesom den treårige pige, er bange for, at de tager hele hånden.