- miljø, udvikling og sikkerhed
Redaktion: Uffe Geertsen
176 sider, 198 kroner
Mellemfolkeligt Samvirke
butik@ms.dk
Miljø, udvikling og sikkerhed hænger usvigeligt sammen som ærtehalm. Fra denne antologi skrevet af et dusin garvede, danske fagfolk kan man som underviser få skabt sig et nyttigt overblik over verdens tilstand og de internationale bestræbelser for at få has på en uhæmmet, global vækstøkonomi.
I indholdet belyses nogle af verdens store problemfelter, deres sammenhænge og mulige løsninger. Nyliberalismen får et tiltrængt skud for boven. Terror, krig og flygtninge er afledt af de globalt sammenfiltrede problemer, og striden mellem det reelle behov for løsninger og politikernes måde at agere på diskuteres. Knud Vilby beskriver i en af sine artikler det politiske og teknologiske dilemma således: 'Problemerne kan tilsyneladende ikke løses uden vækst. Og de kan tilsyneladende ikke løses med vækst'.
Som afslutning anvises veje til, hvordan Danmark kan og bør øge sin internationale indsats. Der opridses en række mulige globale styringsstrategier, og i en artikel af Morten Kelstrup diskuteres, om vi skal '. . . følge USA og risikere den ulykkelige opdeling af verden . . . eller skal man bakke op om en styringsstrategi, der støtter det internationale organisationssystem, herunder FN, og skaber mere retfærdighed?'
Bogens forskellige bidrag giver mulighed for på en nem måde at få opdateret sin forståelse af den globale udvikling, der i mange tilfælde indtil i dag har været præget af fragmentariske, isolerede og kortsigtede internationale indsatser. Det hele hænger sammen - og det skulle det også gerne komme til i elevernes hoveder. Derfor er det en væsentlig bog som ballast for enhver underviser til at kunne kvalificere undervisning og debat, så vi når meget længere ud end til dominerende massemediers sensationsfokusering.
Kaare Øster
Geografi, Samfundsfag
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.