Gensyn med Christen Kold

Redaktøren skriver i indledningen, at bogen nok er et gensyn med Kold, men den bringer også nyt om ham og giver nye synsvinkler på et til dels velkendt stof. Og der er da heller ingen tvivl om, at Kold bestandig pirrer eller som Carsten Oxenvad skriver: »Kold er vanskelig at få ordentlig styr på, fordi han kun har efterladt sig få skriftlige vidnesbyrd om sine tanker og virksomhed«. Det fremgår da også af Kold-bibliografien bag i bogen, at der siden 1860 er udkommet 142 bøger, som på forskellig måde handler om Kold, og 404 artikler i tidsskrifter og aviser. Så megen opmærksomhed tilkommer ikke mange skolefolk.

Som noget helt nyt i Kold-forskningen er Dorthe Thirslunds præsentation af murer Hans Pedersens fortælling om Christen Kold. De 44 håndskrevne sider har Hans Pedersen skrevet i 1875, altså kun fem år efter Kolds død. Hans Pedersen var med til at bygge Kolds friskoler i Ryslinge og Dalby og gav en hånd med på højskolen i Dalum. Han var elev på vinterholdet i Dalby i 1853, og han skriver om Kolds undervisning, at »() han havde så stor indflydelse på mig og mit senere liv«. Og han skriver videre: »Nej det er ikke til at betale med penge, når vi sådan bliver løftet op over det dagligdags ()«. Hans Pedersen er imidlertid også kritisk over for Kold, når han karakteriserer ham som kantet og ikke nem at komme til rette med. Eller når Kold brugte for stærke udtryk. I det hele taget mener Hans Pedersen, at Kold »temmelig strengt undervurderede sine medhjælpere ()«.

En bog om Christen Kold vil altid også handle om Grundtvigs skoletanker, og det er en standende diskussion, om de to er forenelige, eller om betegnelsen »grundtvig-koldsk skole« rummer en modsætning. Tre artikler tager fat på problemstillingen. Birthe Fahnøe Lund og Ole Kamp undersøger empirisk »De grundtvig-koldske skoletanker i et nutidigt perspektiv« ud fra Wolfgang Klafkis og Thomas Ziehes dannelsesteorier. De undersøger de bærende værdier og praksis bag seks grundtvig-koldske skoler og konkluderer: »Vi mener, undersøgelsen viser, at de seks skoler er i overensstemmelse med det grundvig/koldske skolesyn, der ifølge vores opfattelse indebærer en løbende refleksiv bearbejdning af undervisningens indhold og pædagogisk praksis«.

I artiklen »Er Skolen virkelig en Troes-Sag?« diskuterer Carsten Oxenvad et andet standende grundtvig-koldsk problem. Efter en omfattende indføring i sagforholdet konkluderer han: »Morgensangen er for alle på skolen, men hvad der tænkes på, mens der synges salmer, og en lærer beder fadervor det er der ingen, der ønsker at kontrollere. Kristendommen kan der vises hen til som en livstydning men troen bliver aldrig mere en sag for skolen«. Og så leger han lidt med ordene, når han senere skriver: »Den frie skole er så afgjort en trossag, ingen lov holder den kunstigt i live. Kun den faste tillid til, at skolen kan hjælpe børnene til at få det liv, forældrene håber på, berettiger dens eksistens«.

Alt i alt er bogen et interessant gensyn med Christen Kold.