Gennemkørende tog

Lukas fremtid er i opløsning, da vi møder ham på side 1. Han er en del af en gruppe hashrygende samfundsnassere, der har givet velfærdssamfundets logik om sammenhæng mellem nydelse og ydelse fingeren. Lukas mål er en førtidspension, og han er rystende kompetent i dansen med sin sagsbehandler.

Irene Pedersen begår en genistreg på de første 40 sider. Hun løfter nemlig ikke sløret for, hvordan bæstet er blevet bæst. Det bringer læseren i nærkontakt med en række grimme fordomme om Luka. Fordomme, som hun efterfølgende opløser i et syrebad af erindringsglimt fra hans barndom med en stærkt alkoholiseret far.

Luka beslutter sig ellers for at blive "normal" efter et dårligt trip. Men han kan ikke. Han kan ikke handle ind, han kan ikke tage bussen. Han kan faktisk ikke engang skelne mellem, hvad han tænker og siger. Derfor er vi med, når han bedrager sin bedste ven. Vi er med, når han stjæler fra naboen. Og vi er med, når han optager sin vens voldtægt af en ung pige.

Romanen puster liv i den gamle debat om, hvorvidt ungdomslitteraturen er forpligtet på at levere lys for enden af tunnelen. I form af et håb, en tro eller en humoristisk vinkel. Irene Pedersens bog er renset for alle tre dele, og som anmelder sidder jeg tilbage med en velvilje over for en roman, som ikke kan placeres i folkeskoleregi.

"Gennemkørende tog" er en grum og desillusioneret roman om dem, livet aldrig stopper for at tage med. Den er både litterært interessant og en tematisk bulderbasse. Men den hører ikke til i folkeskolen.