Generationen der blev kulturpendlere

Hvis man vil vide noget mere om sine tosprogede elever ud over de informationer, man i forvejen har, er denne afhandling en sand kilde til ægte oplysning. Her får man indblik i, hvad muslimske teenagere tænker og føler om deres vilkår som andengenerationsindvandrere, og i, hvordan de håndterer hverdagen i det offentlige som i det private rum.

Afhandlingens væsentligste indhold er en undersøgelse af fjorten unge muslimers hverdag, sådan som de selv oplever den. Der er udelukkende tale om tyrkiske, kurdiske og pakistanske unge mellem 14 og 16 år, alle elever i folkeskolens ældste klasser. Det er undersøgelsens begrænsning, men også dens styrke, da den derved kommer dybere i de aspekter, der fokuseres på. De væsentligste aspekter er spørgsmålet om, hvordan de unge organiserer deres hverdag med hensyn til indhold, tid og rum, og hvilken rolle køn og etnicitet spiller i den forbindelse, samt hvilke strategier de udvikler, når de skal håndtere hverdagens kulturmøder. Det, der gør afhandlingen særdeles levende og vedkommende, er de mange citater fra båndoptagelser af samtalerne med de unge. De giver et omfattende indblik i de særlige kulturelle, sociale og psykologiske ressourcer, de unge udvikler, samt i forskelle i de strategier, de personligt finder frem til for at klare sig helhjertet i ungdomslivets kulturmøde.

Gennem citaterne får man et indtryk af de unges hverdag i spændingsfeltet mellem to verdener med hvert sit sæt værdier og normer og især af den balancegang, hverdagen er for dem. De pendler dagligt mellem to universer, dels forældrenes og traditionens krav og dels forsøget på at definere sig i forhold til ungdomslivet, og de prøver på bedste måde at tilgodese begge. Sværest for dem er det at skulle bevare loyaliteten i forhold til forældrene og samtidig at skulle omdefinere deres etnicitet og dermed deres kulturelle arv for at være i stand til at leve med i ungdomslivet i en vis udstrækning. Trods forskelle i køn, strategier og etniske tilhørsforhold er de alle i samme historiske dobbeltsituation.

Det er afhandlingens styrke, at vi med disse almindelige, tosprogede skoleelevers egne ord får indblik i deres tanker og overvejelser og dermed lærer dem bedre at kende.