Generation kan selv

Det er et historisk og kulturelt paradoks, at vi mennesker først fuldt ud kan se os selv, når vi'et ikke er mere. At forholde sig til noget, man er en del af, og noget så abstrakt som en tidsalder forudsætter en vis afstand i tid og rum. Det samme er tilfældet for en generations syn på sig selv. For hvordan kan man definere det, der er i gang, og som netop derfor per definition er udefinerbart?

Det er forsøgt gjort i denne antologi, hvor unge mennesker fra forskellige politiske og kreative miljøer forsøger at indkredse, hvem de er, og hvad meningen er med det hele. Den røde tråd i antologien viser sig at være et nej til at blive generationsdefineret - meget ulig forældregenerationen, der grupperede sig omkring letgenkendelige mærkesager. Antologiens tekster, der kan læses uafhængigt af hinanden i samfundsfag i forbindelse med emnerne kultur og danskhed, adskiller sig fra hinanden i både form og indhold: Holdningerne er forskellige, det samme er formidlingskundskaberne. Artiklerne fungerer på det talte sprogs præmisser. Her er tanken, som den tænkes - ucensureret og spontan. Der er kun primære kilder, og man kunne godt af og til tænke sig en fastere redaktionel hånd, der ville sikre mere klarhed i tankestrømmene.

Det til trods ligger antologiens kvaliteter i eksplosionen af ustrukturerede meninger om ungdommen. At være ung er en sindstilstand, og de unge påvirker og påvirkes. Denne dialektiske dans med samfundet bliver ikke set som problemfri, men som en udfordring, generation kan selv bærer med sig under den mest tyngende af alle ismerne: Individualismen, der siger nej til forældregenerationens egentlige barn: Systemet. De nye unge kan selv.