Her er to flotte billedbøger fra hver sin ende af halvkuglen. Palle Petersen debuterede for nu 33 år siden med den lille søde billedbog om Miki, som var en af hans egne slædehunde. Nu har han lavet en slags opdateret version og fortæller i en kort og klar tekst og med mange og gode farvefotos om slædekørsel og slædehunde i dag, hvor blandt andet snescootere har overtaget meget af det daglige arbejde. Men slædekørsel består, også som fornøjelse og sport.
Masai Mara er en nationalpark i Kenya. Her lever foruden vilde dyr det selvbevidste masai-folk. Bogen beskriver både dyre- og menneskeliv med en udmærket og indlevende tekst, oversat fra svensk af Bent Jørgensen. Den er proppet med masser af fantastiske farvefotos, som det kan tage lang tid at læse og nyde sig igennem oven på de seneste års filmboom er det en lise at kunne fordybe sig stille og roligt i mængden af fremragende stillfotos.
Man kommer tæt på mennesker og dyr, og det kostede ulykkeligvis fruen i forfatterparret livet, da hun blev angrebet af en vred elefant. Hun mindes på et opslag sidst i bogen, hvor der også henvises til en hjemmeside, www. mamazebra, hvor der kan findes mere om dyr og mennesker i masailand.
Gabas slædehunde / Masai Mara
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.