Det er svært at lære andre tabeller, hvis man ikke selv forstår dem. Og det er svært at videregive glæden ved bevægelse, hvis man ikke selv magter den. Derfor lægger Undervisningsministeriet op til en årlig fysisk test af landets lærere, når bevægelse bliver en obligatorisk del af hverdagen i skolen, efter folkeskolereformen træder i kraft til sommer.
Forbilledet bliver de fysiske test, som man kender fra politiet, fremgår det af en mailkorrespondence mellem ministeriet og Politiforbundet, som Folkeskolen er kommet i besiddelse af. Hos politiets fagforening bekræfter formand Claus Oxfeldt, at man har sagt ja til at hjælpe ministeriet med at udforme de fysiske test. Og han regner med, at lærerne bliver glade for dem.
"De årlige fysiske test er blevet et fast holdepunkt, som den enkelte politibetjent kan måle sig selv i forhold til. Lærerne skal se det som en fantastisk mulighed for at dokumentere fremskridt - ikke som en kontrolforanstaltning", siger han.
Kritik er vendt til glæde
Claus Oxfeldt fortæller, at der i politiet oprindeligt var en del kritik af ordningen. Folk følte sig overvåget, og mente at deres egen krops fysiske tilstand måtte høre til privatsfæren. Det argument døede dog hurtigt ud.
"Det er lidt ligesom rygning, i 1980'erne kørte vi jo alle på familieferier med børnene på bagsædet og cigaretterne tændte - i 2025 skal alle Københavns parker være røgfri. Lærerne skal nok lære, at blive glade udviklingen, for en øget sundhed i lærerstaben såvel som i befolkningen generelt må være i alles interesse. Og med folkeskolereformen bliver fysisk formåen en vigtig del af jobbet - ligesom det er for en politibetjent", siger Claus Oxfeldt.
Hvad de fysiske test mere specifikt skal indeholde, fremgår ikke af de mails, Folkeskolen er kommet i besiddelse af. Claus Oxfeldt vil ikke løfte sløret helt, men understreger, at man har et godt samarbejde med ministeriets eksperter og andre, der har fingeren på pulsen i skoleverden. På den måde sikrer man, at testene ikke bliver løsrevet fra lærerens praksis, siger politiformanden.
"Det giver for eksempel ikke mening at teste lærerne på løbedistancer, der ligger ud over 45 minutter. Det er totalt omsonst i forhold til den virkelighed, vi kommer til at se ude på skolerne. Det skal ikke være bevægelse for bevægelsens skyld - man bliver jo ikke bedre til matematik af at klatre i træer", siger Claus Oxfeldt.
Selvom politiformanden understreger, at testene er ment som en hjælp til lærerne, så er der lagt op til, at give skolelederne sanktionsmuligheder i forhold til lærere, der ikke lever op til kravene.
"Vi hører fra ministeriet, at de regner med, at det er noget, man kan løse i mindelighed lokalt. Mon ikke det bliver noget med, at lærer Jensen og skolelederen kan blive enige om, at Jensen snupper sig et æble i stedet for en wienerbasse til formiddagskaffen i en periode?", siger han.
Fysiske test: Lærerne skal i form til reformen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.