- en bog om den internationale rumstation
Af Felicity Trotman
Oversat og bearbejdet af Thomas A.E. Andersen
31 sider, 198 kroner
Carlsen
Uden at det har vakt offentlig opmærksomhed, er opbygningen af en rumstation på størrelse med en fodboldbane så småt gået i gang 300-400 kilometer over jordoverfladen. Om ikke før så skal vi nok vende blikket opad en aften i 2005, når det sidste modul er tilføjet og stationen færdig.
Den vil da stråle, ikke som månen og ikke som Venus, men som nummer tre blandt prikkerne på nattehimmelen.
Bogen handler om denne internationale rumstation, men især om, hvordan det er at leve på en rumstation. Om brusebad, måltider, vægtløshed og rumsyge. Formålet med det hele er ikke særlig nøje beskrevet, men skulle være en lang række forskningsprojekter, hvor forskellige processers forløb under vægtløshed skal studeres. Det drejer sig for eksempel om spiring og krystaldannelse.
Teksten suppleres af små praktiske opgaver. I afsnittet om astronauternes sundhed går opgaven ud på at tage sin temperatur før og efter en løbetur.
Opsætningen er af den moderne slags, hvor de mange gode billeder har forrang, og hvor teksten må smyge sig ind, hvor der nu er plads. Der er mange, men lidt tilfældige oplysninger i alle de små tekstafsnit.
Det gør det vanskeligt for læseren at danne sig et sammenhængende billede af livet i rummet. Ordvalget er holdt på et niveau, som kan læses af elever i femte klasse.
Gunnar L. Clausen
Fysik/kemi
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.